Fortroligt referat: Minister pegede på Sundhedsstyrelsen under lukket samråd
Minister var ifølge juraprofessor »klart på kanten« af loven, da han informerede Folketinget om den mest vidtgående lov siden krigen.
En række fortrolige oplysninger sætter nu igen spørgsmålstegn ved de forklaringer, regeringen har givet i sagen om nedlukningen af Danmark.
Tidligere har Jyllands-Posten afdækket, hvordan Sundhedsstyrelsen afstod fra at anbefale nedlukninger og generelle tvangsindgreb, selv om statsminister Mette Frederiksen på et historisk pressemøde forklarede, at det var »myndighedernes anbefaling« at lukke ned.
Nu viser et fortroligt referat, at sundhedsminister Magnus Heunicke bag lukkede døre pegede på netop Sundhedsstyrelsen.
»Eksperterne i ECDC, eksperterne i WHO, vores eget seruminstitut, vores egen sundhedsstyrelse siger, at det er nu, det skal gøres. Det er den hast, der er. Det starter nu,« sagde han under et lukket samråd i Folketingets Sundhedsudvalg om den vidtgående hastelov, der blev vedtaget under stort tidspres, og som bl.a. skulle gøre det muligt at lukke ned for skoler, virksomheder og store forsamlinger.
Kristian Lauta, juraprofessor ved KU, vurderer, at »det lugter af, at ministeren har videregivet urigtige oplysninger til Folketinget«.
»Som jurist kan jeg sige, at vi nu bevæger os ind i noget, der godt kunne blive et juridisk spørgsmål. I henhold til ministeransvarsloven har han en forpligtelse til at give Folketinget korrekte oplysninger. Og i det lukkede samråd er han klart på kanten af det,« siger han.
Også Kent Kristensen, lektor i sundhedsjura på Syddansk Universitet, vurderer, at ministeren »ikke har givet et hverken retvisende eller fyldestgørende billede af den rådgivning, som han har fået«.
»Det havde været retvisende at sige, at Sundhedsstyrelsen ud fra en sundhedsfaglig vurdering ikke skønnede, at en generel nedlukning af Danmark var nødvendig. Og det burde han selvfølgelig have sagt,« siger han.
Dansk Folkeparti kræver en forklaring, mens Venstre betegner det som »en alvorlig sag«.
»Der er ministre i det her land, der er røget for mindre,« siger sundhedsordfører Martin Geertsen (V).
Så langt vil hverken De Radikale eller Enhedslisten gå, men de mener, at sagen understreger behovet for en undersøgelse af håndteringen af coronakrisen.
»Det er uheldigt, at han siger noget, som ikke passer, men jeg tror ikke, det er sket i ond tro,« siger sundhedsordfører Stinus Lindgreen (R).
Selv afviser Magnus Heunicke blankt, at han har givet urigtige oplysninger til Folketinget.
»Citatet indgik nemlig i en sammenhæng, der handlede om den hastighed, hvormed mulige tiltag skulle kunne iværksættes – ikke om hvilke tiltag. Det var afgørende, at regeringen med ændringen i epidemiloven fik bemyndigelse til at kunne handle hurtigt. Det behov for hurtig handling blev bakket op af de nævnte myndigheder,« skriver han.