Fortsæt til indhold
Politik

Regeringen vil syvdoble hjælpepakke til F35-naboer

Ifølge et aftaleudkast, som DR er kommet i besiddelse af, vil beboerne i området omkring Flyvestation Skydstrup blive opdelt i zoner.

Den tidligere VLAK-regering lagde op til at bruge 30 mio. kr. på at kompensere naboer til de nye F35-fly for støj. Men det er øjensynligt slet ikke nok. Regeringen er nemlig ifølge DR klar til at syvvdoble det beløb til 230 mio. kr.

Beløbet skal bruges til at kompensere de naboer, der bliver plaget af støj, når de nye F35-fly skal operere fra Flyvestation Skydstrup fra 2023.

Ifølge det udkast til aftale, som DR er kommet i besiddelse af, vil naboer omkring flyvestationen blive inddelt i tre zoner: En rød zone, en gul zone og dem helt udenfor.

I zonen tættest på flyvestationen, rød zone, vil beboerne blive tilbudt at få opkøbt deres boliger - det gælder 117 boliger. Alternativt kan beboerne vælge at få kompensation i form af støjisolering. Zonen omfatter boliger, hvor støjbelastningen er mere end 55 dB gennemsnitsstøj og 100 gB maksimalstøj.

1.500 boliger befinder sig i den gule zone, og beboerne her vil blive tilbudt støjisolering. Zonen strækker sig over et område på ca. 15 km fra den ene ende til den anden. Zonen omfatter boliger, hvor støjbelastningen er mere end 55 dB gennemsnitsstøj og 80 gB maksimalstøj.

Aftalen, der altså ikke er helt på plads endnu, begejstrer forsvarsordfører ved De Konservative, Niels Flemming Hansen.

»At vi har fået forhandlet den op i 230 millioner, er i min verden en kæmpe sejr for os og de mennesker, der bor i området,« siger han til DR.

Danmark har købt 27 F35-kampfly. De første danske fly kommer til Flyvestation Skydstrup i 2023.