Fortsæt til indhold
Indland

Første målinger: F-35-kampfly larmede som forventet

De første foreløbige resultater af støjtesten af F-35 og F-16-kampflyene ligger klar. Men lokale borgere tvivler på testens troværdighed.

Der var dem, der måtte holde sig for ørerne, og dem, der lettede på skuldrene, da F-35-kampflyet første gang fløj henover den danske himmel i onsdagens store støjtest på Flyvestation Skrydstrup.

Men hvor meget larmede de kommende danske kampfly egentlig? Torsdag aften kom de første spæde svar i form af en række foreløbige målinger af forskellen på F-16 og F-35-flyenes støj.

»Målingerne ligger - på nær to steder - inden for det spektrum, vi havde forventet ud fra vores beregninger i støjrapporten. To steder ligger det en lille smule over,« siger Henrik Lundstein, direktør i Nyt Kampfly Program, om de nye resultater, der er baseret på målinger fra syv mikrofoner placeret omkring flyvestationen.

Vi har jo set, hvordan man tidligere har forsøgt at tilbageholde informationer og gøre problemet mindre.
Eva Flyvholm, Enhedslistens forsvarsordfører

Den største forskel, der blev målt mellem de to flytyper, lå på 6 DB, men det indebærer en måleusikkerhed, der kræver nærmere undersøgelse, fortæller Henrik Lundstein.

Tidligere beregninger har vist, at det omdiskuterede F-35-kampfly vil komme til at støje markant mere end det gamle F-16-fly - både når flyet står stille, letter og lander, og at det vil kunne larme dobbelt så meget som sin forgænger, når det fra 2023 forventes at lette fra den danske flyvestation.

» Manipuleret« og »fup«

Flere lokale borgere tvivler dog på, om onsdagens demonstrationsflyvning gav et retvisende billede. En af dem er Agnes Østergaard Rosenlund, der er formand for Flyvestationen Skrydstrups Naboer.

»De fløj meget pænt, og det var en anderledes oplevelse, end vi er vant til,« siger formanden, der selv bor cirka 2 km fra landingsbanen.

Og hun er langtfra den eneste, der sætter spørgsmålstegn ved støjtesten, der er blevet kaldt »manipulation«, »spil for galleriet« og »fusk« af medlemmer i facebookgruppen ”Støjgruppen for F-35”. Her undrer flere sig over, at kampflyene larmede mindre, end de er vant til.

Se videoen fra onsdagens støjtest af F-35- og F-16-flyene

Naboernes reaktioner får »alarmklokkerne til at ringe« hos Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm, der tidligere har taget aktiv del i diskussionen om de nye kampfly.

»Vi har jo set, hvordan man tidligere har forsøgt at tilbageholde informationer og gøre problemet mindre,« siger hun og henviser bl.a. til Jyllands-Postens afsløring af, hvordan Forsvarsministeriet i over to år tilbageholdt en støjrapport for Folketinget, der viser, at de nye F35-kampfly larmer så meget, at de vil overskride de tilladte støjgrænser ved Flyvestation Skrydstrup.

Derfor efterspørger hun nu testens radarbilleder og flyruter hos Forsvarsministeriet.

»Hvis de ikke har fløjet, som de plejer, eller som de kommer til at gøre i fremtiden, så kan vi ikke bruge testflyvningen til så meget, og så skal det selvfølgelig frem i lyset.«

Pilot: Repræsentativ test

Men ifølge reservepilot i Flyvevåbnet Casper Børge Nielsen, der selv fløj F-16-flyet under støjtesten, var flyvningen så repræsentativ som overhovedet muligt.

»Vi kan ikke dække 100 pct. af alt, hvad borgerne nogensinde vil opleve. Men vi har i hvert fald dækket 95 pct. af det, vi gør til hverdag.«

Han understreger, at man tog forbehold for faktorer, der kunne påvirke støjniveauet, ved at flyve både med og uden efterbrændere, demonstrere de to mulige anflyvninger og laste F-16-flyet med den tyngde, man normalt flyver med i 99. pct af tilfældene. Han tilføjer, at begge kampfly landede med mere brændstof, end de normalt ville gøre, og derfor sandsynligvis har været tungere under testen end normalt.

Derfor undrer han sig også over den kritik, der er opstået efter testen. Når flere lokale borgere står tilbage med en opfattelse af, at flyene larmede mindre end normalt, kan forklaringen være, at de er vant til at høre flere fly lette ad gangen, mener Casper Børge Nielsen.

»Men formålet var ikke at vise den hverdag, men at give borgerne mulighed for at høre forskellen på de to fly.«

De endelige resultater af støjtesten bliver samlet i en rapport, der udkommer om tre måneder. Men resultaterne vil ikke få indflydelse på afgørelserne, der efter sommerferien skal give borgerne vished om, hvem der vil få frikøbt deres huse, og hvem der kan få støjsikring.