Regeringen vil alligevel overholde EU-krav om øremærket barsel
Regeringen vil ikke søge dispensation fra EU-krav om øremærket barsel. Det var en misforståelse, lyder det.
Regeringen agter ikke at søge dispensation fra det EU-direktiv, der øremærker to måneder af orloven efter en fødsel specifikt til fædre.
Det skriver ligestillingsminister Mogens Jensen (S), der tidligere har meldt det modsatte ud, på Twitter.
- For at udrydde alle misforståelser: Regeringen vil overholde og implementere direktivet om forældreorlov. Men vi skal videre med generel ligedeling af orlov med størst mulig fleksibilitet for familien, skriver Mogens Jensen.
Lørdag fortalte han til Politiken, at regeringen i stedet for at følge EU's retningslinjer ville gå efter at indføre en ordning, hvor fædre og mødre hver især som udgangspunkt får ret til 16 ugers orlov efter morens 14 ugers barselsorlov.
Det skulle være med en mulighed for at flytte ugerne, så de fordeles, som forældrene ønsker.
Regeringen ville formentlig også have haft svært ved at gå uden om EU-direktivet. Det vurderer Dorte Sindbjerg Martinsen, professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.
Hun har fulgt debatten om direktivet tæt.
- Jeg har læst det grundigt igennem og kan ikke få øje på, hvor det skulle fremgå, at man skulle kunne få sådan en dispensation, siger Dorte Sindbjerg Martinsen til Fagbladet 3F.
Dansk Folkeparti ærgrer sig over ligestillingsministerens udmelding.
- Ak ja! Så retter regeringen alligevel ind efter EU i spørgsmålet om de danske barselsregler.
- Trist læggen sig ned for EU, som aldrig skulle have blandet sig her, skriver formand Kristian Thulesen Dahl på Twitter.
Omvendt er der begejstring hos De Radikale og SF.
- Øremærket barsel til far er et afgørende skridt mod mere ligestilling - både for kvinder og mænd, og det har længe været en hjertesag for os i SF, skriver Astrid Carøe, ordfører for ligestilling i SF, på Twitter.
Formålet med direktivet er at sikre en balance mellem arbejdsliv og privatliv for EU-borgere og at modarbejde ulighed mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet.
Hvis ikke faderen kan eller vil tage de to måneder, kan de ikke overtages af moren.
Ritzau har forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar fra ligestillingsministeren.
Han vil først udtale sig om øremærket barsel, efter at han i næste uge mødes med arbejdsmarkedets parter for at drøfte emnet.