Der var ét simpelt spørgsmål, Mette Frederiksen ikke fik svaret på
Analyse: Valgkampens anden duel mellem statsministeren og S-formand Mette Frederiksen gav et indblik i en særlig fordel, som Lars Løkke Rasmussen har.
Ofte kan en styrke og en svaghed hos en politiker være den samme. Den socialdemokratiske formand, Mette Frederiksen, har en styrke i sin evne til at fremstå socialt indigneret. Det er den, hun mestrer, når hun i følelsesladede vendinger får diskussionen om den offentlige økonomi til at handle om, at der skal være en ekstra »arm om skulderen« på plejehjemmet.
Men lige så stærkt, hun kan stå som velfærdsstatens store forsvarer, lige så farligt er det for hende at fremstå som en, der taler i overskrifter. Da hun torsdag mødte statsminister Lars Løkke Rasmussen til duel i Aabenraa, havde hun svært ved at svare på det helt simple spørgsmål: hvad vil du egentlig?
Frederiksen kunne ikke svare.
Hun forsømte flere gange at levere konkrete svar. F.eks. om udligningsreform mellem kommunerne, som en ny regering uanset farve skal løse. Journalisten, der styrede duellen, spurgte Frederiksen: »Hvad vil I?«.
Hun overhørte det, snakkede videre. Han prøvede igen, indtil S-formanden gentog spørgsmålet:
»Hvad vi vil?«
Som om det var et mærkeligt spørgsmål.
Løkke lykkedes flere gange at udfordre hende med noget, der mindede om journalistens simple spørgeteknik. F.eks. da han spurgte, præcis hvor hun vil flytte uddannelsesinstitutioner hen, når hun taler om decentralisering. Hvilke byer er det?
Frederiksen kunne ikke svare.
Præcis hvilket akutberedskab ville hun love i den sydlige region? Det kunne hun heller ikke svare på. Modsat Løkke, vil hun bevare regionerne, som træffer den beslutning.
Frederiksen har lovet nærhospitaler. Hvor skal de være, hvad skal de præcis lave? Det ville Løkke vide.
Ved at insistere på konkrete svar, lykkedes det ham i duellen at udfordre hendes svaghed. At hun taler meget overordnet. Og at Socialdemokratiets politik på flere områder ikke brillerer ved sin detaljerigdom.
Så snart samtalen bliver konkret, har Løkke en fordel. Ikke kun fordi folk nødvendigvis er mere enige med ham. Men fordi han er statsminister. Det betyder, at han dels har leveret resultater, og at han taler direkte fra det politiske maskinrum. Et rum, der er fyldt med tal, fakta, jura, historik og detaljer.
Statsministereffekten
Det lykkedes med omvendt fortegn i 2015-valgkampen for daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) at bruge statsministereffekten til noget. At være statsminister forærede hende i sig selv en stor autoritet og aftvang noget respekt.
Paradoksalt nok var det først i valgkampen, at Thorning for alvor skabte respekt om sit lederskab og steg i popularitet. Der var det for sent.
Løkke har 15 dage mere til at bruge sin fordel. Valgkampen er kun halvvejs. Og han kan slet ikke sammenlignes med Thorning. For han er en statsminister, som har involveret sig langt dybere i alle store beslutninger på ressortområderne. Om alt fra ghettopakker til elbiler og sundhedsreformen. Derfor har Løkke en endnu større fordel end forgængeren i sin erfaring og sin titel.
Og Mette Frederiksen har en oppositionsdefekt. Noget er selvforskyldt, men det er også i sig selv en svaghed at skulle formulere politik uden regnemaskiner og embedsapparat.