Løkke præsenterer ny bydel i København med metro og havnetunnel
Ifølge Jyllands-Postens oplysninger vil regeringen foreslå at bygge en helt ny bydel i København.
Intet mindre end et milliardprojekt i samme størrelsesorden som Storebæltsbroen.
Det er, hvad regeringen og Københavns Kommune har i støbeskeen for hovedstaden.
Planerne for fremtidens København bliver præsenteret på et pressemøde i Statsministeriet kl. 10, hvor både statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), transportminister Ole Birk Olesen (LA), erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) og Københavns overborgmester Frank Jensen (S) deltager.
Ifølge Jyllands-Postens oplysninger vil regeringen præsentere en plan om at bygge en helt ny bydel ved Refshaleøen, som får navnet Lynetteholmen.
Det enorme projekt går ud på at etablere en ny halvø i forlængelse af Refshaleøen ind mod Nordhavn. Salget af de kommende grunde skal være med til at finansiere en ny metrolinje til området.
Samtidig skal planerne om en havnetunnel og en ny ringvej øst om Københavns centrum realiseres. En analyse fra Transportministeriet anslog i 2013, at havnetunnelprojektet vil koste omkring 20 mia. kr. En to-årig forundersøgelse blev sat i gang i 2017.
Havnetunnellen vil skulle gå fra Nordhavn under vandet til Refshaleøen på Amager og fortsætte sydøst under Amager, indtil den bryder frem på Amager Fælled ved Øresundsmotorvejen (den såkaldte linjeføring B4).
Planerne er en del af regeringens nye hovedstadsstrategi. Formålet med gigantprojekt er blandt andet at fremtidssikre København til et stadigt voksende befolkningstal.
Opdatering: Læs mere om projektet her: