Socialdemokratiet parat til at stemme for Løkkes finanslov
Regeringen kan regne med S-stemmer ved tredjebehandlingen af finansloven. »Forrykt,« mener EL.
Mens Liberal Alliance sår tvivl om, hvorvidt regeringspartiet vil stemme sin egen finanslov igennem, fastslår S-toppen nu, at det store oppositionsparti vil stemme for den borgerlige finanslov, når den skal færdigbehandles i Folketinget den 22. december.
»Statsministeren har sagt, at den samlede regering stemmer for finansloven. Det lægger vi til grund. Og derudover er den socialdemokratiske holdning velkendt. Vi stemmer som ansvarligt parti for finansloven ved tredjebehandlingen,« siger gruppeformand Henrik Sass Larsen (S) i en skriftlig kommentar.
Han har tidligere slået fast, at S »altid, altid stemmer for tredjebehandlingen af finansloven«.
Anker Jørgensens fejltrin skræmmer: Socialdemokratiet er parat til holde hånden under Løkke

Højst usædvanligt har Liberal Alliances ledelse sagt, at partiets støtte til regeringens finanslov er betinget af, at blå blok lander en aftale om skattelettelser og udlændingestramninger inden jul.
»Jeg er enig i, at vi får en skatteaftale, inden vi kommer til tredjebehandlingen. Og det er forudsætningen for, at tredjebehandlingen går godt,« sagde økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), kort efter aftalen om finansloven var faldet på plads sidste fredag.
Dermed kan Socialdemokratiet i yderste konsekvens være med til at afmontere Liberal Alliances trussel mod sin egen regering.
For Dansk Folkeparti tror på ingen måde på en hurtig aftale om skat og udlændinge.
»Jeg tror, det bliver meget svært at blive færdig inden jul,« sagde partiformand Kristian Thulesen Dahl mandag.
S-toppens position står i kontrast til den linje, som V-formand Lars Løkke Rasmussen lagde, da han var i opposition. Han afviste at stemme for en finanslov, som rød blok ikke kunne enes om.
»Derfor får du aldrig mig til at give et løfte om at trykke på den grønne knap,« sagde Løkke Rasmussen i 2011.
Enhedslisten kritiserer S.
»Det er forrykt, hvis Socialdemokratiet vil sikre regeringen et flertal for en finanslov, som den ikke har flertal for, fordi den står i den absurde situation, at et regeringsparti vil stemme imod regeringens finanslov,« siger finansordfører Pelle Dragsted (EL).
Finansminister Kristian Jensen (V) udtaler i et skriftligt svar:
»Alle er velkommen til at stemme for finansloven.«