Mediemonopol eller mangfoldighed
Politikerne forhandler om danskernes mediefremtid. Den kommende medieaftale bør begrænse det statslige monopol, hvor DR spreder sig over streamingtjenester, omfattende netaviser og digitale nyhedsbreve, skriver to brancheforeninger.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllandsposten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
Der er voldsom trængsel på markedet for journalistik, dokumentarisme og tv-underholdning i Danmark.
Desværre skyldes trængslen ikke en masse nye aviser eller netmedier, nye tv-producenter eller andre uafhængige private aktører, der ønsker at bidrage til udviklingen af dansk tv eller ny journalistik. Den type trængsel er ellers tegn på sund konkurrence, der oftest skaber god kreativitet og udvikler nye programmer og journalistiske produkter i en medietid, hvor danskerne forbruger journalistik som aldrig før.
Den aktuelle trængsel er ikke sund. Den skyldes tværtimod, at statsapparatets egne medier – DR og de regionale TV 2-stationer – spreder sig mere og mere på områder og platforme, der tidligere har været forbeholdt og udfyldt af de private medier og producenter.
Den statslige udbredelse har de seneste par år nået nye højder og truer med at skabe så meget unfair konkurrence på mediemarkedet, at de private udgivere og producenter kan blive mere eller mindre udkonkurreret og må overlade det hele til DR og TV 2-regionerne.
Hvis ikke kulturminister Marianne Jelved og Folketingets forhandlere gør sig dette klart, før medieforhandlingerne begynder, har vi påvist, at der i løbet af en kort årrække kan skabes dominans for de statslige medier. Det er en udvikling, der på andre områder med selvfølgelighed ville blive stoppet af både politikere og konkurrencemyndigheder. Hvem kan forestille sig, at statslige virksomheder ville få lov til at dominere hele finansmarkedet for banker, forsikring, realkredit og pension? Eller at en statslig virksomhed ville få statsstøtte til at sprede sig over store dele af dagligvaremarkedet – i butikker og på internettet, i byer og på landet?
Det ligger i public services natur, at statens tilstedeværelse som tv- og radioudbyder og tv-produktionsselskab i sig selv er bevidst konkurrenceforvridning. Den er skabt ud fra et ønske om med sikkerhed at have danskproduceret radio- og tv-produktion på højt niveau. Men netop det, at der leges med konkurrenceforvridning, skaber særlig forpligtelse til at sikre, at den ikke går for vidt ved tilfældighedernes spil, eller fordi der ikke er klare og gennemtænkte rammer.
Derfor er den kommende medieaftale en vigtig sag for det danske folkestyre. Vores respektive medlemmer har både kompetencer og muligheder for at skabe vækst og dermed bidrage til, at Danmark fortsat har et rigt og mangfoldigt mediemarked. Men det forudsætter, at politikerne stopper DR og TV 2-regionernes udbredelse på områder, hvor de skader mangfoldigheden – og sikrer, at de statslige medier ikke spreder sig i den næste medieforligsperiode, så vi står i en kritisk situation om få år.
Lad os understrege, at vi – på vegne af landets produktionsselskaber i Producentforeningen og landets professionelle medievirksomheder i Danske Medier – begge er tilhængere af stærke public service-medier.
Men et stærkt DR er ikke nødvendigvis et stort – eller kæmpestort – DR, der spreder sig med hast ud på alle områder og platforme med mange milliarder licenskroner i ryggen.
Tværtimod bør DR i højere grad være en kurator, der ikke selv producerer alle programmer, men i endnu højere grad går på indkøb i tv-markedet, der kan udvikle bedre og billigere programmer. Det er sket i årevis og kan ske i langt højere grad end i dag.
Vi ser en række tendenser til, at DR – med de regionale TV 2-regioner i kølvandet – hele tiden spreder sig over nye formater og nye platforme, nye områder og nye markeder – i stationens jagt på så mange seere, lyttere og brugere som muligt. Det er kommercielt set en forståelig strategi. Men statens medier skal ikke agere kommercielt og slet ikke, når det sker med flere milliarder licenskroner i ryggen. Så skaber det unfair og skadelig konkurrence. I øvrigt skubber det også danskernes licenspenge væk fra kerneområderne og ud i markeder, hvor danskerne lige så godt kan købe indhold hos private medier og producenter. Eksemplerne på uholdbar udbredelse er mange – og de vigtigste er:
DRs planer om en ny streamingtjeneste med indhold fra DR’s seks tv-kanaler vil ifølge en ny økonomisk analyse skade indtjeningen hos kommercielle streamingtjenester og dermed også hos private tv-producenter.
DR og TV 2-regionerne har så mange gratis nyheder på deres hjemmesider, at både landsdækkende og lokale mediehuse har svært ved at skabe en omsætning på at have netnyheder. Det skader mangfoldigheden og giver færre nyheder til brugerne. Skrevet journalistik har aldrig har været et felt for statslige nyhedsmedier og er overflødigt, fordi det private udbud er kæmpestort. Statens skriftlige aktivitet på nettet er til stor skade for de private mediers udviklingsmuligheder. Det gælder også DR’s mange nyhedsbreve om specialemner. De gør det sværere at sælge abonnementer hos såvel de brede nyhedsmedier som specialmedier som Altinget, Watch-medierne m.fl.
DR er så dominerende på tv-området, at de presser de private tv-producenter til lave priser og til at opgive rettigheder, de ellers burde tjene penge på. Dermed har producenterne færre penge til at udvikle nye tv-koncepter.
DR Nyheder er begyndt at bringe lange featureartikler på nettet om blandt andet SF’s dramatiske udtrædelse af regeringen. Lange artikler på nettet sælges som såkaldte longreads eller singler både hos landsdækkende aviser og hos mindre forlag som Zetland. De skal nu også på dette område konkurrere med gratis produkter hos DR.
Ovenstående eksempler er bare et udpluk af de mange initiativer, hvor særligt DR, men også TV 2- regionerne spreder sig over nye områder og skader den fri konkurrence.
De mange initiativer og tiltag er på ingen måde en del af hovedformålet med hverken DR eller TV 2-regionerne, der som bekendt er sat i verden for at skabe public service-programmer på henholdsvis nationalt og regionalt plan. Tværtimod er der tale om nye projekter og forretningsområder, der i DR’s store mediekoncern kan virke som små aktiviteter – men som kan fjerne forretningsgrundlaget for en mindre tv-producent eller et lokalt mediehus. Og det kan på ingen måde være hensigten med en nationalpolitisk mediepolitik.
Når vi de seneste måneder har gjort opmærksom på de mange uhensigtsmæssige tiltag og de voldsomme konsekvenser, har DR’s ledelse været meget aktive med at svare – og forsvare og sende beroligende signaler.
Det glæder os, at DR’s ledelse giver udtryk for at være opmærksomme på konsekvenserne af de mange nye tiltag – og signalerer, at der også er en vis forståelse for, at de statslige medier ikke skal sprede sig over hvad som helst.
Men det ændrer ikke det store, først og fremmest fordi det i grunden ikke er DR og TV 2-regionerne, der er samtalepartneren for os. De skal nemlig dybest set gøre hverken mere eller mindre end det, Folketinget udstikker rammerne for, og derfor er det politikernes ansvar og deres holdninger til mangfoldigheden i mediebilledet, der er på prøve i den kommende tids forhandlinger.
Samtidig udvikler mediemarkedet sig i disse år så hurtigt, at vi i løbet af de næste år vil opleve nye platforme og formater, hvor de statslige medier igen kan befinde sig i situationer, hvor de – bevidst eller ubevidst – kan skade den private udvikling, når de spreder sig ud over det hele.
Derfor bør politikerne i det nye medieforlig sikre klare rammer – og begrænsninger – for brugen af licensmidler på mediemarkedet. DR og TV 2-regionerne skal være stærke danske medieaktører –på visse, afgrænsede områder. Og der bør indføres klare regler for, at de statslige medier ikke bare kan etablere nye tv-kanaler eller digitale medieformater uden politisk godkendelse.
Det er til skade for det private, uafhængige mediemarked. Det er spild af danskernes licensmidler. Og det er til skade for den mangfoldighed af medier og producenter, som er befolkningens garanti for et blomstrende kulturliv og et levende folkestyre.