Arktisk bjergfort skulle sikre alverdens planter for evigt, men nu er det oversvømmet
Klimaforandringerne har givet frøbanken på Svalbard nye udfordringer.
Katastrofen var til at overse, da den globale frøbank på Svalbard forleden blev oversvømmet – ikke ét eneste frø gik tabt. Alligevel har uheldet skabt usikkerhed om en af verdens sikreste installationer.
Frøbanken er placeret inde i et bjerg 1.300 km nord for polarcirklen, men en historisk varm vinter har fået permafrosten i omgivelserne til at smelte. Dét har sendt vand ind i bygningen, der skal rede alverdens planter mod atomulykker, naturkatastrofer og sygdomme.
»Det er en fejlfri frøbank, der er bygget til at holde tidstesten – og udfordringen ved natur eller menneskeskabte katastrofer,« skriver banken selv på sin hjemmeside.
Da byggeriet begyndte i 2006 var klimaforandringer ikke så fremskredne i området, men det har ændret sig siden. Temperaturen har vinteren over ligget langt over normalen, og den 6. februar blev der f.eks. målt 5,9 varmgrader på øen, hvor gennemsnitstemperaturen i februar er 16 minusgrader.
»Arktis og især Svalbard opvarmes hurtigere end resten af verden. Klimaet ændrer sig dramatisk, og vi er alle forbløffet over, hvor hurtigt det går,« siger den norske meteorolog Ketil Isaksen til Dagbladet.
Lederne af frøbanken har nu iværksat tiltag, der skal sikrer de mange forskellige planter. Ifølge Statsbygg indebærer det bl.a. vandsikring af indgangstunnelen, installering af vandpumper og nye dræningskanaler, der kan lede smeltevandet uden om bygningen.
»Vi bliver nødt til at finde nogle løsninger. Det er et stort ansvar, og vi tager det meget alvorligt. Vi gør det her for verdens skyld,« fortæller Hege Njaa Aschim fra Statsbygg til The Guardian.