Danske kvinder bruger flest p-piller i Norden
Når det kommer til at beskytte sig med hormonel prævention, ligger danske kvinder i front i de nordiske lande. Det skyldes en vellykket information om fordele og risici, mener dansk forsker.
Danmark ligger på førstepladsen i Norden, når det gælder brugen af hormonel prævention, efterfulgt af Sverige og Finland og med Island og Norge i bunden.
Det viser et nyt studie, som beskriver brug af prævention i de nordiske lande, skriver Videnskab.dk.
»Alt i alt er det en god ting, at danske kvinder ikke har ladet sig skræmme af de ændrede anbefalinger vedrørende førstevalg af p-piller,« siger Øjvind Lidegaard, der er medforfatter på studiet og professor og overlæge på Gynækologisk Afdeling på Rigshospitalet til Videnskab.dk.
Det relativt høje forbrug af p-piller hos danske kvinder indebærer blandt andet, at der bliver foretaget signifikant færre aborter i Danmark end for eksempel Sverige, fortæller han.
Læs også: Skræmmehistorie giver forkert billede af p-piller
Danmark i front med spinkel føring
Studiet bygger på salgsstatistik og informationer om, hvor meget prævention, der blev udskrevet og efterfølgende afhentet på recept i de skandinaviske lande mellem 2010 og 2013. Det drejede sig i alt om 5,8 millioner kvinder.
Forskerne medregnede antallet af kobberspiraler, som blev solgt i den samme periode. (Der findes to typer spiral – kobberspiral og hormonspiral; sidstnævnte er en blanding af spiral og hormonbehandling, red.)
Da de lagde tallene sammen, var de i stand til at anslå, at 42 procent af danske kvinder brugte receptpligtig prævention i 2013.
Til sammenligning brugte henholdsvis 41 og 40 procent af de svenske og finske kvinder hormonelle præventionsmetoder eller kobberspiral.
Norge var helt nede på 33 procent, mens islændingene lå endnu lavere.
Læs også: Hormonspiral beskytter bedst mod kræft
P-piller er ikke kun godt
Øjvind Lidegaard slår dog fast, at det ikke i sig selv er godt, at så mange danske kvinder anvender p-piller frem for anden form for prævention.
»Det skal ikke forstås sådan, at det er et kvalitetsstempel at hælde p-piller i unge piger. Studiet viser blot, at kvinderne i Skandinavien generelt ikke har ladet sig skræmme til at droppe p-pillerne. Det væsentlige her er, at man beskytter sig mod graviditet,« siger han til Videnskab.dk.
Læs også: P-piller øger risikoen for depression for unge piger
Med et højt forbrug af p-piller hører en risiko hos især unge for at udvikle depression, fortæller Øjvind Lidegaard. Så det skal der tages højde for ved siden af den positive værdi i at udføre færre aborter.