Alge-revolution: Her er fremtidens superafgrøde
Alger kræver kun sol, CO2 og saltvand for at vokse. Tre ting, vi har mere end rigeligt af her på Jorden. Samtidig gror de mange gange hurtigere end andre afgrøder og kan lave alt fra fødevarer til medicin og vitaminer.
Forestil dig en afgrøde, som kun kræver sol, CO2 og saltvand for at vokse. Samtidig gror den mange gange hurtigere end alle andre afgrøder.
Denne super-afgrøde kan desuden lave alt fra fødevarer til kommercielt interessante produkter som medicin, vitaminer og farvestoffer.
Faktisk findes denne super-afgrøde allerede i form af alger, og i disse år forskes der intenst i, hvordan algers fulde potentiale kan blive udnyttet i den nære fremtid.
En af disse forskere er postdoc ved Københavns Universitet, Johan Andersen-Ranberg. Se hans fremragende fremlæggelse af sin forskning i en video hos Videnskab.dk.
»Biologiske farvestoffer til fødevarer er en stor industri i eksempelvis Danmark, hvor danske firmaer er blandt verdens førende producenter. I øjeblikket foregår en stor del af denne produktion ved kemisk syntese, og derfor har netop danske firmaer udvist stor interesse for at bruge mikroorganismer til at erstatte den kemiske produktion med biologisk,« fortæller Johan Andersen-Ranberg, der netop har fået bevilliget 2,2 millioner af Det Frie Forskningsråd til at udvikle alger til at lave industrielt attraktive farvestoffer til fødevarer.
Når det gælder landbrug med alger, der kan dyrkes i indesluttede systemer i drivhuse, er potentialet ifølge Johan Andersen-Ranberg enormt.
Læs også: Alger forsvundet: Lagune overrasker biologer
Alger kan ligesom bakterier og gær udvikles til at kunne producere et næsten hvilket som helst biologisk produkt. Det drejer sig både om produkter, hvor algen som helhed indgår som ingrediens i en fødevare, og hvor det biologiske produkt er nogle stoffer, som algerne producerer.
Samtidig er algers behov meget begrænsede. Bakterier og gær kræver sukker for at vokse, mens alger kan klare sig med lidt CO2 og en smule sollys.
I modsætning til traditionelt landbrug kræver visse algearter heller ikke drikkevand, men kan klare sig med saltvand. Drikkevand er en mangelvare på Jorden, hvor landbrug står for en meget stor del af forbruget. Saltvand har vi til gengæld rigeligt af.
Læs også: Danske forskere designer fremtidens superplanter
Dertil kommer, at alger vokser langt hurtigere end eksempelvis hvede og byg. Ifølge Johan Andersen-Ranberg gør det alger ideelle til udvikling af bæredygtige produktionsformer.
»Samtidig er Danmark foregangsland inden for bioteknologi og modificering af organismer til at producere forskellige stoffer, som er kommercielt interessante, blandt andet medicin, proteiner, fødevarer, vaskepulverenzymer og så videre.«
Derfor mener Johan Andersen-Ranberg også, at vi i Danmark har potentialet til at blive et foregangsland inden for bæredygtig produktion af naturstoffer i alger i drivhuse.
»Det vil kraftigt øge værdien af vores landbrug at lave højværdiprodukter i alger i forhold til hvede og byg, som kan dyrkes billigere mange andre steder her på Jorden,« siger Johan Andersen-Ranberg.
Læs også: GMO: Er gensplejsning af afgrøder en god teknologisk løsning eller en unødvendig fare?
I det netop igangsatte forskningsprojekt, der bliver udført ved University of California Berkeley, skal Johan Andersen-Ranberg udvikle alger, som kan producere orange naturfarvestoffer til brug i fødevarer.
Netop orange er en af de farver, som firmaer, der sælger fødevareingredienser, i dag producerer kemisk. Farvestoffet er naturligt et såkaldt karoten, hvilket er stoffer, som fotosyntetiske organismer producerer for at regulere indtaget af solstråler.
Karotener dækker desuden også over en kæmpe gruppe stoffer, som, ud over farvestoffer, inkluderer vitaminer. Den naturlige røde farve i laks er blandt andet frembragt af, at laksene spiser specielle alger med røde karotener.