Fortsæt til indhold
Viden

Afstemning: Se de tre største opdagelser

Mirakelmidlet penicillin og Darwins evolutionsteori fører i JP’s store afstemning om alle tiders store opdagelse. Er du enig? Giv din stemme og få en gratis e-bog.

Darwins evolutionstanke, dna’ets opdagelse og vidundermidlet penicillin hitter i Jyllands-Postens store afstemning om de 50 største naturvidenskabelige opdagelser. Ingen tvivl om, at alle opdagelserne er nogle af de helt store. Men hvilken er størst?

Feltet er tæt, og meget kan endnu nå at ændre sig. F.eks. er Einsteins relativitetsteori tæt på at komme med i finalerunden.

LINK: Deltag i afstemningen her og få en gratis e-bog

Mirakelmidlet penicillin

En saft med bouillon af mug lyder ikke umiddelbart som en vidundersaft, man ønsker at indtage i store mængder. Alligevel har penicillin vist sig at være det lægemiddel, der i civilisationens historie har medført de største ændringer i sygdomsbehandling overhovedet.

Den grønne filtagtige masse blev frembragt første gang i 1928 af lægen Alexander Fleming. Alligevel gik der 12 år, før den kunne fremstilles industrielt.

Det skete, da det endelig lykkedes lægen Howard Walter Florey og kemikeren Ernst B. Chain at isolere det aktive stof i mugsaften, så et lægeligt præparat kunne fremstilles.

Og med et trylleslag forvandledes dødsens farlige sygdomme til irriterende lidelser, som let kunne behandles med en enkelt kur.

Dna – gener og arvematerialet

En videnskabelig præstation på linje med månelandingen. Sådan beskriver man ofte påvisningen af dna som arvemateriale - og ikke uden grund.

Det tog knap hundrede år at bryde den genetiske kode, men i 1953 lykkedes det endelig. Biokemikeren James Watson og fysikeren Francis Crick var mændene bag beskrivelsen af dna’ets molekylære struktur og viste, hvordan arvemateriale overføres fra en generation til den næste i en dobbelt helix.

Opdagelsen har haft enorm betydning for biologi og lægevidenskab og var startskuddet på molekylærbiologien.

Darwin og evolutionstanken

I 1859 udkom den mest skelsættende bog i biologiens historie: ”Arternes oprindelse”. Med ét forsvandt menneskets særstilling på Jorden, og tilbage stod et abelignende dyr på lige linje med alle andre levende skabninger.

I værket præsenterede Charles Darwin sin teori om, at naturlig selektion forklarer, hvordan dyre- og plantearter udvikler sig gennem mange års tilpasning og generationers stadige forandring.

Hypotesen underbyggede han med et hav af minutiøse eksempler på og argumenter for den naturlige selektions virkemåde. Måske lidt for mange og lidt for minutiøse, for selvom Darwin allerede i 1942 havde skrevet manuskriptet, udkom værket først 17 år senere.

Da måtte han udgive værket over hals og hoved, mens hans evolutionstanke nærmest blev overhalet indenom af landsmanden Alfred Russell Wallece, som på et ophold i Sydøstasien havde fremsat en lignende teori.

LINK: Deltag i afstemningen her og få en gratis e-bog