Cykelryttere vinder på styrketræning
Alle typer cykelryttere vinder tid på landevejen ved at lave tung styrketræning.
De fleste fantastiske cykelløb strækker sig over mange timer, men bliver først afgjort på målstregen i en tæt afslutning mellem de stærkeste ryttere.
Nu antyder ny forskning, at vinderen sagtens kan være den, som har suppleret cyklingen med tung styrketræning.
I en videnskabelig artikel slår nordiske forskere for første gang fast, at tung styrketræning får cykelryttere til at yde bedre i de sidste fem minutter af tre timers cykling.
LÆS OGSÅ PÅ VIDENSKAB.DK: Professionelle cykelryttere lever som munke
Krystalklare resultater til cykelryttere
I tørre tal er forbedringen på 7 pct. i forhold til ryttere, som kun træner cykling.
Det lyder måske som en lidt beskeden fremgang, især når man tænker på, at forskerne kun har målt på forbedringer på det sidste stykke af en lang distance – men ifølge forskerne svarer 7 pct. til, at hastigheden sættes op med en ekstra kilometer i timen i fem minutter, hvilket igen svarer til, at man vinder otte sekunder på de sidste fire kilometer af løbet.
»Resultaterne er krystalklare: Styrketræning forbedrer præstationen, og det er afgørende at bemærke, at cykelrytternes kropsmasse ikke bliver nævneværdigt forøget. Derfor kan selv de lette bjerggeder roligt droppe bekymringerne for at tage på i vægt og komme i gang med at styrketræne,« konstaterer Ernst Albin Hansen, ph.d. og lektor ved Institut for medicin og Sundhedsteknologi og Center for Sanse-Motorisk Interaktion på Aalborg Universitet.
LÆS OGSÅ PÅ VIDENSKAB.DK: Sådan finder man 0,00000000000005 gram doping
Testet på konkurrence-ryttere
Forskningen viser, at mens det kræver tung styrketræning et par dage om ugen i flere uger op til sæsonstart, så kræver det kun en enkelt opfølgende styrketræningssession om ugen gennem resten af sæsonen at præstere bedre på landevejen end konkurrenterne, som slet ikke styrketræner.
Undersøgelsen er lavet på konkurrencecykelryttere, som træner 10-15 timer om ugen. Professionelle cykelryttere træner typisk i 15-20 timer, men ifølge Ernst Albin Hansen ville det undre, hvis professionelle ikke skulle få samme effekt af styrketræning.
LÆS OGSÅ PÅ VIDENSKAB.DK: Sådan virker epo og bloddoping