Julen indebærer en stærk længsel efter, at ting skal være, som de altid har været
Hvert år forsøger vi troligt at komme i julestemning med den helt rigtige brune sovs, de helt rigtige vaniljekranse og de helt rigtige sange. Langt de fleste af os har en forestilling om den rigtige jul, den sande jul, nærmest selve ideen jul, som vi år efter år forsøger at genskabe.
Da jeg var barn, holdt vi ofte jul hos min mormor og morfar. De boede på en firlænget gård med brolagt gårdsplads, køer, grise og høns og et par gårdkatte. Hver vinter var gården smukt dækket af sne, og hele december byggede vi snemænd og snehuler, kælkede og slåssede i sne. Et år løb vi endda langrend i skoven.
Juleaftensdag pakkede vores forældre min søster og mig godt ind i uldtæpper på bagsædet af vores gamle Saab med bagagerummet fyldt af gaver i farverigt papir. Og når vi så kom frem, tog vores bedsteforældre imod os med åbne arme. Min mormor serverede vaniljekranse og nøddespecier på fad, lakridskonfekt, flæsk og røde æbler, som vi skar med en helt særlig æblekniv. I stadsestuen dengang i 1980’erne stod juletræet smukt pyntet – en rødgran selvfølgelig – med rød-hvide flagranker, sølvskinnende lametta og levende lys.