Fortsæt til indhold
Viden

Forskere demonstrerer foran Klimaministeriet: »Lyt til videnskaben!«

Det var med blokade og udendørs undervisning foran Klimaministeriet, at forskere gav udtryk for utilfredshed over politikernes mangelfulde klimahandling.

Niklas Asp Nielsen
Frederik Thymark

»Godmorgen, Dan.«

Morgenhilsenen var rettet mod Danmarks klimaminister Dan Jørgensen, der mandag morgen blev mødt af en række forskere og aktivister, som havde valgt at blokere gaden foran et solbeskinnet Klimaministerium, skriver Videnskab.dk, der var til stede ved demonstrationen.

Blokaden kommer, blot en uge før det store klimatopmøde COP26 finder sted i Glasgow, og budskabet var ikke til at tage fejl af:

Det går for langsomt med at handle på klimakrisen, og den nuværende klimalov er ikke nok, lød det fra initiativtager Fernando Racimo, der er lektor på Københavns Universitet og med i bevægelsen Scientist Rebellion.

Scientist Rebellion er en mindre samling forskere, der ifølge deres hjemmeside kalder på klimahandling og er den organisation, der orkestrerede aktionen.

Bliver ikke lyttet til videnskaben

Ifølge lektor Fernando Racimo er der brug for at forstå krisens alvor.

»Jeg er forsker, så jeg ville selvfølgelig hellere undervise mine studerende eller forske lige nu. Men den videnskabelige konsensus er klar, og det er, hvad der har ført os til at stå her i dag, fordi der ikke bliver lyttet. Vi har prøvet andre traditionelle metoder, så nu er vi her på gaden,« påpeger Fernando Racimo, der er lektor ved Section for Geogenetics på Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

Selve aktionen forløb ganske stille og roligt, da Videnskab.dk lagde vejen forbi.

Vejen var blevet indrettet med klapstole, og demonstrationen havde karakter af en slags udendørs undervisning, hvor blandt andet lektor Laura Horn var inviteret til at tale om, hvordan man kan afkoble økonomisk vækst fra vores vækst i udledningen af drivhusgasser.

Hun brugte flittigt asfalten til at tegne grafer og illustrere hendes pointer, og det er, til trods for at lektoren, som hun formulerer det, er »mere hjemmevant på universitet«.

Læs også: Forskeropråb: Klimakrisen og biodiversitetskrisen hænger sammen og skal tackles sammen

Rebecca Leigh Rutt fra Section for Environment and Natural Resources på Københavns Universitet talte om det sociale og miljømæssige perspektiv på klimakrisen til blokaden. Foto: Videnskab.dk/Niklas Nielsen

I alt var der 11 talere til blokaden, der beskæftiger sig med alt fra økonomi til biodiversitet på en række danske og svenske universiteter.

Ingen naturvidenskabfolk var repræsenteret til blokaden, men ifølge Laura Horn behøver man ikke forske i iskerneboringer for udelukkende at forstå alvorens karakter.

»Vi er uddannet til at læse videnskabelige udgivelser, og vi kan bidrage med forskellige videnskabelige perspektiver i klimadiskussionen, og vores viden kommer også fra de naturvidenskabelige forskningsområder.«

Læs også: FN’s Klimapanel slår fast: Helt entydigt, at klimaforandringerne er menneskeskabte

En måde at tale med videnskabens stemme

Blandt oplægsholderne stod også professor Jens Friis Lund, som tidligere har blandet sig i debatten om forskningsaktivisme.

»Ét er, at det jo selvfølgelig er en måde at skabe opmærksomhed på, hvilket opbuddet af blandt andet journalister vidner om. Men det reflekterer samtidig, at klimakrisen – i mit perspektiv – er alvorlig, og der skal handles i langt højere grad, end man ser lige nu. Så på den måde kan man sige, der er en klangbund i forhold til problemets karakter,« mener Jens Friis Lund.

Fremmødet var primært præget af forskere, aktivister, journalister og enkelte politikere.

En af dem var politisk leder for Frie Grønne, Sikandar Siddique, som var mødt op for at vise opbakning til forskernes blokade.

Efter at Videnskab.dk forlod blokaden har Stinus Lindgreen, forskningsordfører for Radikale Venstre, også været ude at bakke forskerne op.

Videnskab.dk har forsøgt at få en kommentar fra klimaminister Dan Jørgensen, som har sendt følgende svar på mail:

»Jeg er glad for det store engagement, og jeg er enig i, at der globalt desværre slet ikke sker nok, i forhold til hvad klimavidenskaben tilsiger er nødvendigt. I Danmark er vi heller ikke i mål, men vi er kommet langt. Vi har verdens formentlig mest ambitiøse politik på området, og jeg er stolt over, at vi gør meget, som andre lande gerne vil lære af. Det gælder vores oliestop i Nordsøen, verdens første energiøer med mere,« lyder det i en mail.

»Jeg håber også, at forskerne vil byde ind med konkret forskning i løsninger på klimakrisen. Politiske demonstrationer som dem i dag er velkomne, men vi har virkelig også brug for deres faglighed i udviklingen af nye løsninger,« slutter mailen.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk