Fortsæt til indhold
Kultur

Sorg-ritual foran klimaministeriet: Mænd og kvinder vil klippe deres hår af i sorg over manglende klimaindsats

En aktionsgruppe bestående af bl.a. flere kunstnere kræver handling af klimaminister Dan Jørgensen i forbindelse med klimakonferencen COP26, der i næste uge løber af stabelen i Glasgow. Nu vil de klippe deres hår af foran Klimaministeriet.

JP

15 kvinder og mænd vil som optakt til den internationale klimakonference COP26 klippe deres hår af i et såkaldt sorgritual foran klimaministeriet fredag i denne uge. Det oplyser aktionsgruppen i en pressemeddelelse.

Aktionen sker i desperation over manglende politisk handlekraft overfor klimaet, oplyser aktionsgruppen, der er et samarbejde mellem organisationerne Extinction Rebellion og Forfattere ser Grønt.

Deltagerne vil klippe deres hår af en ad gangen, og håret vil efterfølgende blive brugt til et kunstværk af billedhugger Karin Lorentzen.

»Vi klipper vores hår af i sorg over ofrene – mennesker, dyr, planter – for det herskende økonomiske system. Håret er vores livsglæde, vores frugtbarhed, vores styrke og mod,« skriver gruppen i pressemeddelelsen.

Gruppen oplyser, at man håber, at aktionen vil få klimaminister Dan Jørgensen til at påtage sig det ansvar og den tillid, han er blevet givet, når han deltager i COP26 i Glasgow i næste uge.

Talsmænd for aktionen er dramatiker Alexandra Moltke Johansen og forfatter og digter Ursula Andkjær Olsen, der også er rektor på forfatterskolen. De oplyser i pressemeddelelsen, at aktionen vil blive filmet og gjort tilgængelig på nettet. Aktionen finder sted kl. 10.30 foran ministeriet.

Cop26, den internationale konference om klimaforandringer, finder sted i Glasgow i Skotland mellem den 31. oktober og den 12. november.