Flere hundrede millioner trues af højere vandstand
Storbyer og hele regioner kan jævnligt stå under vand frem mod år 2050, ifølge undersøgelse.
Tre gange flere mennesker end hidtil antaget er truet af højere vandstand, skriver BBC og CNN.
Frem mod år 2100 ventes havene at stige med mellem 0,6 og 2,1 meter. Og selv med reduktioner i udledningen af drivhusgasser kan 237 mio. mennesker komme til at bo et sted, hvor de må forvente en årlig oversvømmelse. Det er omkring 183 mio. flere, end man hidtil har regnet med.
Problemet med de gamle analyser har blandt andet været, at billeder taget fra rummet af landområders højde over vandet har været fejlbehæftede. Områder med tæt og høj vegetation som skove er blevet antaget at være landjord - men disse områder ligger altså noget lavere i praksis, viser nye og mere højopløste målinger fra den amerikanske non-profit-organisation Climate Central.
Forskerne bag undersøgelsen påpeger flere faktorer, der påvirker deres konklusioner. For eksempel kan ændringer i migrationen til vandstigningstruede områder påvirke antallet af berørte mennesker. Der er heller ikke taget højde for kommende etableringer af dæmninger eller lignende forebyggende tiltag.
Havvandsniveauerne er steget tre milimeter årligt i årtier, men det tal er nu ved at accelerere.
Her er de nye og gamle estimater i forhold til antallet af mennesker bosiddende i lande truet af øget vandstand:
Kina - 93 millioner mod 29 millioner.
Bangladesh - 42 millioner mod 5 millioner.
Indien - 36 millioner mod 5 millioner.
Vietnam - 31 millioner mod 9 millioner
Indonesien - 23 millioner mod 5 millioner.
Thailand - 12 millioner mod 1 million.
Rapporten kan læses i detaljer hos Nature Communications.
Tryk her for at se det interaktive kort, der viser, hvordan havvandets stigen vil påvirke områder i Danmark.