Forskerne er rystede over, hvor hurtigt Himalayas is smelter
En tredjedel af isen på toppen af Himalaya-bjergkæden "den tredje pol" vil være væk i år 2100, viser en ny rapport. Forskerne er rystede.
I år 2100 vil mindst en tredjedel af isen på toppen af Himalaya-bjergkæden kaldet ”verdens tredje pol”, der strækker sig fra Afghanistan i vest til Kina i Øst, være smeltet.
Det viser en ny rapport fra International Center for Integreret Bjergudvikling (ICIMOD).
Forskerne bag rapporten kalder forudsigelserne for rystende, da det rammer de 250 millioner mennesker, der bor i Hindu Kush-Himalaya (HKH) regionen, såvel som de 1,65 milliarder mennesker, der er afhængige af drikkevandet og vand til deres landbrug i dele af Indien, Pakistan, Kina og andre nationer.
I den bedste af alle verdener – selv hvis vi bliver virkelig ambitiøse med hensyn til klimaforandringerne - så vil vi miste en tredjedel af gletsjerne og være i store vanskeligheder.Philippus Wester, ledende forsker i ICIMOD
”Den tredje pol” er verdens tredjestørste samling af is, kun overgået af Arktis og Antarktis. Chefforsker Philippus Wester, der har ledet arbejdet med rapporten, fortæller, at klimaet er udfordret, også selv om vi bliver ambitiøse.
»Det er den klimakrise, som du aldrig har hørt om. I den bedste af alle verdener – selv hvis vi bliver virkelig ambitiøse med hensyn til klimaforandringerne - så vil vi miste en tredjedel af gletsjerne og være i store vanskeligheder. For os er det en virkelig chokerende opdagelse«, siger Philippus Wester til den britiske avis The Guardian.
Forskerne har nået frem til tallene udfra forudsætningen om, at det lykkes at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader.
Hvis temperaturen globalt set stiger med to grader celsius, vil det være halvdelen af gletsjerne, der er smeltet væk i 2100. Og hvis mennesket slet ikke gør noget for at nedbringe sit udslip af drivhusgasser, vil så meget som to tredjedele af Himalayas gletsjere forsvinde.
Philippus Wester fortæller også, at Himalaya-området ikke har fået nær så meget opmærksomhed som andre områder, der er ramt af klimaforandringerne, som for eksempel Arktis, og det er på trods af at Himalaya-regionen er langt mere befolket.
Afsmeltningen af Himalaya-isen betyder, at der er fare for oversvømmelse og brud på dæmninger frem til 2050 eller 2060. Efterfølgende vil det omvendt være manglende vand, der vil være problemet.
Både for meget og for lidt vand i floderne kan skabe politisk uro i området, frygter forskerne. Vandet løber nemlig igennem Afghanistan, Pakistan, Indien, Bangladesh, Myanmar, Indokina og Kina. En række af landene har et historisk anspændt forhold. Afsmeltningen kan få konflikterne til at blusse op igen, fortæller Eklabya Sharma, der er vicegeneraldirektør i ICIMOD til The Guardian.
Rapporten er den mest omfattende, der er lavet om Himalaya-isen nogensinde. Mere end 200 videnskabsfolk har arbejdet på rapporten i fem år.
Du kan læse hele rapporten her