Vikingelort var fyldt med parasitter fra rå fisk
»Jeg har aldrig tænkt over, hvordan de tilberedte deres mad,« siger vikingearkæolog.
Kvalme, opkast, diarré, mavesmerter og vægttab.
Det var ikke ualmindeligt, at vikingerne havde bændelorm, og det samme gjaldt store dele af befolkningerne rundt omkring i Europa frem til midten af forrige århundrede.
I et nyt studie af lorteprøver fra hele Europa viser danske forskere, at ormeparasitterne i mange tilfælde kom fra rå fisk og svinekød. Det skriver Videnskab.dk.
For langt de fleste har symptomerne formentlig været milde, men i værste fald kan den ’brede bændelorm’ fra fisk være årsag til blodmangel, mens ’svine-bændelormen’ kan udløse epilepsi.
Læs også: Hvor meget koster spidsen af en jetjager?
»Hvis du koger eller steger kødet ordentligt, bliver du ikke inficeret af parasitten, så det tyder jo på, at de her mennesker har spist råt eller dårligt tilberedt kød,« fortæller Martin J. Søe, som i et nyt studie har undersøgt ormeparasitter i lort fra arkæologiske udgravninger i hele Europa, heriblandt flere i Danmark, til Videnskab.dk.
Nye metoder afslører kostvaner
Martin J. Søe var del af forskergruppen, som i 2014 kunne vise, at vikingerne rendte rundt med parasitter i maven, men i de nye undersøgelser har han og hans kollegaer benyttet sig af endnu mere avancerede DNA-metoder til at fastslå præcist, hvilke parasitter der er tale om.
De har også udvidet undersøgelserne, som i første omgang kun tog udgangspunkt i en vikingeplads nær Viborg, til at omfatte en række andre arkæologiske udgravninger rundt omkring i Europa. Heriblandt udgravninger ved Gammel Strand og Kultorvet i København, samt byudgravninger i Odense.
Udgravningerne strækker sig sammenlagt over en periode fra år 500 f.vt. og frem til 1700-tallet og omfatter altså i denne omgang langt flere befolkningsgrupper end blot vikinger.
Læs også: Hvad gør døden ved kroppen?
»Vi har undersøgt så mange afføringsprøver, som vi overhovedet kunne få fat i, fordi vi ville finde ud af, hvilke ormeparasitter vi kunne genfinde i prøverne. Og så har vi tolket så meget på resultaterne som muligt,« forklarer Martin J. Søe, som arbejdede ved Københavns Universitet, da han udførte forskningen. I dag arbejder han for den private virksomhed Zoetis Denmark.
Aflæste DNA i menneskelort
Forskerne har ved hjælp af de meget avancerede DNA-teknikker undersøgt parasitternes æg i afføringsprøver fra datidens toiletter, kaldet ’latriner’. Et latrin er et bredt ord for det sted, hvor man i gamle dage besørgede stort som småt.
Stedet var ofte besøgt af mange og af ringe hygiejnisk standard. En form for offentligt toilet uden træk og slip.
Hvor man traditionelt kun ville have undersøgt afføringsprøver under et mikroskop, har forskergruppen, som også tæller den berømte DNA-professor Eske Willerslev, også kigget på den genetiske kode for det gamle materiale.