Fortsæt til indhold
Nyhedsoverblik

Dagens overblik lørdag den 27. august

Her kan du læse dagens vigtigste historier fra ind- og udland.

1.

Britiske efterretninger: Rusland optrapper angreb i Donetsk

Ifølge det britiske forsvarsministerium tyder meget på, at Rusland har skruet op for dets offensive aktioner i Donbas-regionen på den østlige front af krigen i Ukraine.

Det er især byerne Siversk og Bakhmut, der bliver lagt et pres på. Begge byer har Rusland længe forsøgt at erobre uden held, men nu bliver indsatsen tilsyneladende øget.

Briterne mener, at det ikke kun handler om at erobre territorium, men også om at trække ukrainske tropper mod øst for at forpurre Ukraines varslede modoffensiv i Kherson-regionen længere mod vest.

2.

Togstrækning lukker i to uger: Skinner hænger frit i luften

Et skybrud skyllede fredag jorden væk under et togspor mellem Herning og Skjern. Lørdag er der gjort status, og det er endt med en lukning af strækningen i to uger, oplyser Banedanmark.

Også lørdag er der faldet store mængder regn flere steder i landet, og det samme kan blive tilfældet søndag. Her har DMI varslet om risiko for skybrud flere steder i hele landet.

3.

Minister har sat holdet til gigantisk dansk fond

Erhvervsminister Simon Kollerup har lørdag sat navn på de 12 personer, der som bestyrelse skal stå i spidsen for den snarligt dannede Danmarks Eksport- og Investeringsfond. Fonden skal forvalte ca. 50 mia. kr., der skal investeres i grønne formål frem mod 2040. Fonden skal officielt stiftes 31. august og er en sammenlægning af de tre eksisterende statslige fonde Vækstfonden, EKF Danmarks Eksportkredit og Danmarks Grønne Investeringsfond.

Blandt navnene i den nye bestyrelse er blandt andet Mia Wagner og Jesper Buch - begge kendt som iværksættere og investorer med en offentlig profil i DR-programmet Løvens Hule. Et andet navn har dog også fået en del opmærksomhed: Martin Rossen. Han har titel af senior vice president i Danfoss, men er måske bedre kendt for sin tidligere rolle som stabschef for Socialdemokratiet og frontfigur for statsminister Mette Frederiksens styrkelse af den politiske betjening i Statsministeriet.