Fortsæt til indhold
NB-Nyhedsguiden

Nyhedsguide den 1. oktober 2026

Ny minister indleder opgør mellem hovedstaden og resten af landet

Godaften

Midt i min gennemlæsning af nedenstående tekst opdagede jeg, at der er opstået et fælles tema for de historier, jeg har samlet til dig på årets første oktoberdag.

Du får en ledetråd: Det er en del af vores medies navn, og det handler ikke om post. (Én mand stikker ud som undtagelsen, men han er til gengæld tidligere verdensmester, og så skal der naturligvis være plads til ham.)

Inden da skal vi forbi dagens overskrifter i Nyhedsguiden:

  1. Ny minister indleder et opgør mellem hovedstaden og resten af landet
  2. Topchefer vil nedtone bekymring efter følelsesladet møde om granatfabrik
  3. Trods »en god nyhed« til husejere: Forslag om asbesttag er blevet stemt ned

Ny minister indleder et opgør mellem hovedstaden og resten af landet

Det nye: I sit første større interview siden sin tiltrædelse som by-, land- og transportminister forklarer Signe Munk (SF), hvorfor kampen mellem hovedstaden og resten af landet er den nye klassekamp i Danmark. Hun lover samtidig, at opgøret med den stigende geografiske ulighed vil være hendes topprioritet.

Hvad er perspektivet? Signe Munk har ikke en stribe konkrete tiltag klar endnu, men hun peger blandt andet på planloven som en mulighed for at ændre det danske landskab, skriver min kollega Lars From. »Uligheden træder tydeligere og tydeligere frem. Det er kæmpestort. Det skal der gøres noget ved. Og København og hovedstaden skal levere nogle flere penge til resten af landet,« siger hun, der i øvrigt er den eneste af regeringens 21 ministre, der bor i Jylland ifølge en opgørelse fra Jyllands-Posten.

Topchefer vil nedtone bekymring efter følelsesladet møde om granatfabrik

Det nye: Ville du have lyst til at bo ved siden af en ammunitionsfabrik fyldt med sprængstof, krudt, granater og patroner, der i værste fald kan springe i luften? Det spørgsmål har min kollega Nikolaj Rytgaard bragt videre til nogle af de ansvarlige bag fabrikken Krudten, som er ved at blive bygget i den nordjyske by Elling. Anledningen er et følelsesladet møde onsdag, hvor flere af de omkring 100 naboer deltog.

Hvad svarede topcheferne? Våbenfirmaet Nammo skal stå for produktionen, og direktøren, Morten Maj Rasmussen, har opsummeret risikoen således: »Hvis man opholder sig permanent i den zone, så er sandsynligheden, hvis der sker en ulykke på fabrikken, at en person omkommer en gang hver milliard år jævnfør de metoder, vi har anvendt.« Han slår fast, at han ikke ville være bekymret for at bo i den grønne sikkerhedszone tæt på fabrikken. Per Pugholm, direktør i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, afviste at svare, fordi det er »et hypotetisk spørgsmål«, efter at han havde forsøgt at forsikre naboerne om, at det ikke er mere usikkert at bo der end så mange andre steder i samfundet.

Trods »en god nyhed« til husejere: Forslag om asbesttag er blevet stemt ned

Det nye: Regeringsgrundlaget er tidligere blevet kaldt »godt nyt« for husejere med asbesttage. Ikke desto mindre er et forslag om at give husejerne mulighed for at kunne rive deres eget asbesttag ned blevet nedstemt i folketingssalen. Landdistrikternes Fællesråd har ellers meldt ud, at en lovændring haster, fordi forbuddet reelt stavnsbinder mange husejere i de mindre landsbyer, fordi deres huse med asbesttage er usælgelige, skriver min kollega Klaus Dohm i sin artikel om situationen.

Hvordan er reaktionerne? Den manglende opbakning fra regeringen undrer Danmarksdemokraterne, der stod bag forslaget, mens Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd og byrådsmedlem for Venstre, sender en undren fra Lemvig til København. »Det er trist, når det tilsyneladende er sådan, at man ikke kan stemme for andre partiers forslag,« siger han. Socialdemokratiet svarer, at modstanden skyldes, at en ny ordning skal være sikkerhedsmæssigt forsvarlig.

  • Politiet efterforsker tre overgreb mod kvinder ved skov i Aarhus: En 24-årig kvinde blev væltet omkuld og forsøgt holdt nede sent søndag aften. Nu efterforsker Østjyllands Politi samlet mindst tre anmeldelser fra kvinder, der enten er blevet overfaldet eller har oplevet at blive forfulgt omkring Riis Skov i Aarhus. Det bekræfter politikredsen over for TV 2 Østjylland.

    Mikkel Kessler gør comeback: Den tidligere verdensmester har bekræftet, at han genoptager sin professionelle boksekarriere, der blev indstillet i 2013. Mikkel Kessler gør comeback i en kamp mod Bernard Joseph på 36 år fra USA. De møder hinanden den 28. november i Brøndby Hallen.

    Forsvaret holder pressemøde: Forsvaret vil torsdag aften præsentere resultaterne af en ny droneredegørelse om skudafgivelse i Borris i 2025. Vi følger pressemødet på jp.dk.

    Dagens anbefaling

    Tobias Christensen - eller »Uromageren fra Videbæk«, som han også bliver kaldt - har skabt en succes.

    Med 120 geder har han grundlagt en prisvindende, økologisk virksomhed, som nu risikerer at miste grundlaget, fordi banken har afvist lån til naboens 23,5 hektar.

    Det fortæller han i et interview med min kollega Susanne Junker, hvor det også bliver beskrevet, hvordan han har vendt sit liv efter en turbulent skolegang.

    Nu har han et direkte spørgsmål til landets politikere, for hvad er planen for fremtidens landbrug egentlig?

    »Vi kommer til at stå i en situation, hvor vi ikke kan forandre landbruget, om vi så ville,« lyder hans bekymring.

    Du kan læse hele artiklen ved at trykke på linket her.

    Således nåede vi gennem dagens historier, der åbenbart skabte fællestemaet Jylland - rigtig god aften!