Det blev nej til våben fra Israel
Luftforsvar, Krudten og valgkamp i gang.
Goddag
Her kommer dagens overskrifter i det politiske overblik.
- Nej til våben fra Israel
- Politiet går ind i Krudten-historie
- Kandidattest er i luften
1. Nej til våben fra Israel
Regeringen har overvejet, om den skulle købe et luftforsvar fra Israel, men det er nu endegyldigt droppet.
Systemet ved navn Barak MX kunne ifølge DR ellers både blive leveret hurtigt og være klar til at beskytte himmelrummet over Danmark allerede til sommer. Det ville også kunne zappe dronerne ned, lød det.
Men det bliver altså et nej tak, oplyser Forsvarsministeriet i dag.
Regeringen siger, at den følger Forsvarskommandoens militærfaglige anbefaling, men sandheden er, at det har været en følsom politisk beslutning.
For kan Danmark på den ene side fordømme Israels fremfærd i Gaza og på den anden side lave en stor handel med våbenindustrien i selvsamme land?
Omvendt: Kan Danmark lade være med at købe det, der kan leveres hurtigt midt i en usikker tid, hvor vi ikke har et jordbaseret luftforsvar overhovedet, og hvor droner kan sværme ret uhindret over lufthavne, når det er mørkt?
Danmarksdemokraterne har været de varmeste fortaler for at købe det israelske system, som ifølge fortalerne har den ekstra fordel, at det er combat proven. SF og De Radikale har været meget imod.
I stedet for at købe de israelske våben skal kræfterne nu ifølge Forsvarsministeriet koncentreres om »hurtigst mulig klargøring« af de midlertidige luftforsvarsløsninger, der skal købes og lejes, bl.a. fra Norge. De skal være klar »hurtigst muligt« og senest i 2026 »kunne levere effekt«, som det hedder.
2. Politiet går ind i Krudten-historie
Faste læsere af Jyllands-Posten vil vide, at vi har brugt en del kræfter på at kulegrave forløbet om den nordjyske granatfabrik, der kaldes Krudten.
Når du læser dette, er der gået 961 dage, siden regeringen første gang fortalte om sit prestigeprojekt om at genoplive den gamle fabrik og lave ammunition til det danske forsvar. Alligevel er der ikke lavet en eneste granat eller patron endnu.
Det har udviklet sig til en irriterende sag for regeringen og statsminister Mette Frederiksen (S), der rejser rundt i Europa og siger, at alle lande skal op i gear. Selv har man altså ikke magtet at starte en bette fabrik endnu.
Regningen for at genstarte fabrikken er også eksploderet fra anslået maksimalt 200 mio. kr. til over 800 mio. kr. Det kunne vi fortælle på baggrund af fortrolige dokumenter, som regeringen selv forsøgte at holde helt hemmelige.
At det alligevel er kommet frem, har vakt så meget harme i Forsvarsministeriet, at sagen nu er meldt til politiet. For nylig fik vi en mail fra Københavns Politi, der gerne ville vide, hvem der har lækket de fortrolige oplysninger. Det siger vi selvfølgelig ikke.
Som Lars Nørgaard, Jyllands-Postens graverchef, skriver andetsteds:
»Vores forsvar og beredskab sejler. Men regeringen og myndighederne sætter selvfølgelig alt ind på at flette næbet på kritikerne - nu også med politianmeldelse.«
3. Kandidattest er i luften
I morgen kommer plakaterne op at hænge i lygtepælene, og så er der for alvor erklæret valgkamp frem mod den 18. november, hvor vi skal vælge nye politikere til landets byråd og regionsråd.
Hvis du heller ikke ved, hvad du skal stemme, så kan du nu prøve Jyllands-Postens kandidattest, der er gået i luften i dag.
Den er lavet i samarbejde med Aarhus Universitet og analyseinstituttet Epinion, så udover at hjælpe dig selv med at blive klogere på dit eget valg, kan du også hjælpe forskerne, så de populære og potentielt valgafgørende test kan blive bedre i fremtiden.
Det sker inde på jp.dk/kandidattest.
God weekend.
Nikolaj Rytgaard
Politisk journalist