Fem anbefalinger: Her er gode bobler i alle prisklasser
Jonas Fogh stifter og medejer af vinbaren Il Senso i København og Distinto Vinimport anbefaler fem mousserende vine til årets sidste aften.
Fra øverste hylde
Dette er toppen af poppen fra Franciacorta, Lombardiet. Cellarius er en klassisk franciacorta på den fineste selektion af druemateriale, som kommer fra vingårdsejede marker i Franciacorta-distriktet. Denne vin er et godt eksempel på, hvad tid betyder for at opnå den bedste kvalitet: Tid på marken, tid i kælderen og tid i hænderne på kyndige folk.
»Denne Cellarius er den senest slupne. Den er en årgang 2010. Den bærer altså nogle års udvikling, inden de slipper den dernede fra. Og det betyder, at vi har et helt fantastisk modenhedspræg, samtidig med at der er en meget flot friskhed. De to ting kan godt gå hånd i hånd, og det gør de i Cellarius,« siger Jonas Fogh.
Vinen er baseret på 70 pct. chardonnay og 30 pct. pinot noir fra nogle af husets bedste vinmarker. Det kommer til udtryk ved, at vinen er mere fed mousserende, fordi der er en lille smule mere chardonnay til stede. I glasset har vinen en flot strågul farve.
»Når man hælder den på glas, vil man se, at det kun er ganske få steder, den perler i champagne-glasset, hvis glasset altså er gjort ordentligt rent. Hvis det ikke er gjort ordentligt rent, vil det perle fra mange forskellige steder, fordi der sidder skidt på indersiden af glasset, som boblerne kan binde sig til. Med denne vin får man lov til at tage fra øverste hylde og sige: ”Det var det.” Til det mere raffinerede selskab kunne denne vin være til den fine kaviar. Den også være god til den lækre velkomstsnack,« siger Jonas Fogh.
Franciacorta "Cellarius"
Druesammensætning: 70 pct. chardonnay og 30 pct. pinot noir.
Distrikt: Franciacorta, Lombardiet
Alkohol: 12,5 pct.
299,00 kr.
Oplagt til skaldyr
En mousserende rosé-vin fra det historiske hus Berlucchi beliggende i Franciacorta, der er det distrikt i Italien, der svarer mest til det franske Champagne-distrikt. Distriktet er generelt kendt som hjemstedet for de fornemmeste mousserende vine i Italien.
»Faktisk er niveauet af regulering højere end i Frankrig – reglerne er simpelthen strammere for at få lov til at lave en franciacorta, end de er for at få lov til at lave en champagne i Frankrig. Der er naturligvis forskel i historik, og franskmændene vil nok hævde, at de var der først, og det må vi nok give dem ret i. De vil sikkert også sige, at de laver den bedst. Men der er rigtig mange producenter, som laver fuldstændig fremragende vine,« forklarer Jonas Fogh.
Franciacorta hører til i den tørre ende. Her i en rosé, der består af 50 pct. chardonnay og 50 pct. pinot noir. Etiketten på flasken er et genoptryk af den første udgave af franciacorta fra 1961. Der står ”61” på etiketten.
»Her har vi at gøre med en rosé. Det vil sige, at vi har haft noget skalkontakt pinot noir-druen, så vi får en meget frisk og frugtig smag på vinen. Det er værd at bide mærke i, at franciacorta har nogle fantastisk små, fine og veludviklede bobler. Det er en flaskelagret vin. Vinen er en oplagt skaldyrsvin. Den er netop til, hvis man skal have en forret med noget hummer. Der vil den være oplagt,« siger Jonas Fogh, der pointerer, at vinen bør nydes ved ca. otte-ti grader.
Franciacorta '61 Rosé "Cuvée Storica"
Druesammensætning: 50 pct. chardonnay, 50 pct. pinot noir.
Distrikt: Franciacorta.
Alkohol: 12,5 pct.
199,00 kr
Til den søde afslutning
Kun de allerbedste Moscato d'Asti-druer - høstet og modnet i Piemonte - bliver anvendt til denne fabelagtige søde spumante.
»Det er en asti spumante fra kommunen Asti i Piemonte. Der findes en del – særligt kvinder –, som vil nikke genkendende til asti, fordi den har en høj grad af sødme. Den er lavet på moscato, og alle druerne har oprindelsesgaranti i kommunen Asti – deraf navnet Moscato d'Asti. Det er en vin med et lidt højere tryk. Derfor ligger den på champagne-flasker og ikke traditionelle flasker,« siger Jonas Fogh.
Regionen Piemonte bærer hovedansvaret for den italienske vinrevolution og de italienske vines popularitet. Asti er en af kommunerne i Piemonte. En anden, der er værd at nævne, vil være Alba. Vinen er tryktanksgæret, med en federe, mere sødmefuld og mere sirupagtig viskositet. Men frem for alt har den en lavere alkoholprocent, og det er også ret væsentligt. Vinen har en blomsteragtig, sødmefuld smag.
»Den er til, når vi forlader bordet, og klokken er blevet 24, eller når vi bliver overraskede over, at klokken er blevet 24. Altså, når man skal spise den søde afslutning på nytårsmåltidet – kransekage eller hvad man er til. Der er en gammel parole, der lyder sødt til sødt. Og når vi når hen sidst på aftenen og har været igennem andet på menuen, så kan det faktisk være meget forfriskende at få den her afkølede søde, men stadig syreholdige vin,« siger Jonas Fogh, der forklarer, at vinen bør serveres ved syv-otte grader.
Asti Spumante
Druesammensætning: 100 pct. Moscato.
Lagring: Ståltank.
Distrikt: Cuneo-provinsen, Piemonte.
Alkohol: 7 pct.
89,00 kr
Lækker først på aftenen
En champagne fra huset Abel Lepitre, som ejes af Lanson-BCC-gruppen, der – som navnet antyder – blandt andet også tæller det navnkundige champagne-hus Lanson.
»Vi er hjemme i Frankring. Vi er i Reimes, som man vel kan betegne som hovedstaden i Champagne-distriktet. Huset Abel Lepitre laver to fantastiske vine, hvor denne – Idéale Cuvée – er den lille eller den mere simple af de to. Det er dog stadig en champagne, som opnår en meget flot modenhed relativt tidligt i livet,« siger Jonas Fogh.
Idéale Cuvée er en vin, som de fleste vil forbinde med champagne. Farven er gylden, og moussen er livlig og fin, mens smagen har friske udtryk samt delikate krydrede noter.
»Om folk vil sige, at det er den bedste, kommer an på, hvad de er vant til. Hvis vi taler til laveste fællesnævner i vores publikum, vil de sige, at det skal være en ”champagne”, men de aner ikke, hvad en champagne er. Champagne er i den sammenhæng nok en samlende betegnelse for en mousserende vin, der er lidt tør. Det kan være opfattelsen. Men vi oplever også, at mange mennesker godt ved, hvad det handler om,« siger Jonas Fogh.
Denne vin er god til lette forretter, men kan også stå alene.
»Jeg synes, at der i en række år nu er blevet slået på tromme for , at vi skal nyde de gode dråber, mens vi kan smage dem. Og det kan vi typisk tidligere på aftenen, for man bliver jo pyntet af forskellige ting aftenen igennem,« siger Jonas Fogh.
Champagne "Idéale Cuvée"
Druesammensætning: 70 pct. pinot noir, 10 pct. chardonnay og 20 pct. pinot meunier.
Oprindelse: Champagne, Frankrig.
Alkohol: 12 pct.
299,00 kr.
Bobler til dronningen
Prosecco Banda Rossa er en stor klassisk top-prosecco fra området Veneto, som er kendt for at have Venedig som hovedstad. Nærmere bestemt kommer vinen fra Valdobbiadene, som er et af arnestederne for vintypen prosecco. Prosecco er typisk en lidt mere sødmefuld og lidt mere æblet vin, som er lettere at gå til. Den er gæret på tryktank frem for i flasken.
»Banda Rossa er en skøn vin, som vi har haft længe i sortimentet. Giuliano Bortolomiol er skaberen af vintypen og den første, som gik væk fra den søde prosecco og mod det tørre – netop som et angreb på de franske champagner. Hvis man betragter Valdobbiadene oppe fra, så er der faktisk et lille ”frimærke” i byens centrum, som markeder den oprindelige mark. I dag er det hans fire søstre, der driver det,« siger Jonas Fogh.
Vinen bærer navnet Banda Rossa, fordi Giuliano Bortolomiol satte et rødt mærke på de bedste flasker – de var til ham selv. Banda Rossa er fremstillet på 100 pct. glera fra Valdobbiadene og er tryktankslagret.
»Det betyder, at den er lidt billigere at producere, men det betyder også, at man bevarer druefriskheden bedre end ved gæring på flaske. Den har et lidt højere sødmeniveau og er lidt venligere og blødere at gå til. Vinen er oplagt til, når folk ankommer, og vi står og lytter til dronningen og måske ikke har fået en lille snack. Den kan sagtens klare sig alene,« siger Jonas Fogh.
Prosecco di Valdobbiadene "Banda Rossa
Druesammensætning: 100 pct. glera.
Distrikt: Valdobbiadene, Veneto.
Alkohol: 11,5 pct.
169,00 kr