Mosebøllebær sælges som blåbær
Vær opmærksom på forskellen mellem nordiske blåbær og amerikanske blåbær, hvor bærrene er hvide indvendige.
Blåbær er blå uden på og mørke indeni. Men de friske blåbær, som rives ned fra de danske supermarkeders hylder, er ikke blå indeni, og de er ikke de vilde nordiske blåbær, som anprises i et væk for at være rige på farvestoffet anthocyaniner. De er i stedet hvide inden i og burde sælges under mærkatet »mosebøllebær« eller »amerikanske blåbær«, fastslår professor og forsker i bl.a. anthocyaniner Lars Dragsted fra Københavns Universitet. Det skriver Børsen torsdag.
»Det er altså en anden frugt end den, forbrugerne normalt ville opfatte som et blåbær her til lands,« siger Lars Dragsted og understreger, at der mangler gode, sammenlignende undersøgelser af de to bær.
Forskel på farvestofferne
»Men det står helt klart, at indholdet af farvestofferne anthocyaninerne er væsentligt højere i vores blåbær end i de blåbær, forbrugerne køber i supermarkederne. De vilde nordiske blåbær har også et højt indhold af omega-3 fedtsyrer sammenlignet med anden frugt,« siger Lars Dragsted uden dog at kunne sige, om de amerikanske blåbær også indeholder omega-3 fedtsyrer, som er den sunde type fedtsyrer, der i de rette mængder muligvis kan nedsætte risikoen for dannelse af blodpropper.
»Vi ved jo ikke, hvad blåbær gør for sundheden. Det er der ikke en djævel, der ved, for der er meget få videnskabelige undersøgelser, der kan sige noget om det. Der er heller ikke ret mange undersøgelser om, hvorvidt de amerikanske blåbær er sunde, men de har i hvert fald et langt lavere indhold af anthocyaniner, som er den antioxidant, da anprises for, end nordiske blåbær. Så hvis folk køber dem, og tror, at de køber blåbær med langt flere anthocyaniner, bliver de snydt,« siger Lars Dragsted. Det skriver Børsen FødevareSundhed torsdag.
Forbrugerrådet: Et stort problem
Hos Forbrugerrådet kalder Camilla Udsen, forbrugerpolitisk medarbejder, det for »vildledende« at anprise blåbær-lignende bær for blåbærs i forvejen uvidenskabeligt beviste sundhedsfremmende egenskaber.
»Det er samtidigt et stort problem, at man ikke skelner mellem de rigtige blåbær og de amerikanske blåbær, som er hvide indeni. Det er også et stort problem, at nogle medieeksponerede personer anpriser og udråber en enkelt fødevare til at være en super food. Det er jo intet vidundermiddel, selvom det er sundt. Folk tager det bare til sig. Det er en alt for nem løsning til sundhed,« siger Camilla Udsen.
En bagside af medaljen ved at gå for meget op i sundhed og i at spise det sundeste af det sundeste er, at man bliver for ensporet og alligevel ender med at spise helt forkert, siger Susanne Bügel, lektor ved Institut for Human Ernæring under Københavns Universitet. Det skriver Børsen.
Læs også: Danskerne tror, at blåbær er en pille
Kilde: Børsen