Royal Garden
Royal Garden har ikke uden grund ry for at være en af byens bedste dim sum-restauranter, men er ikke helt så skarp på menuen.
Der er efterhånden en håndfuld gode kinesiske restauranter i København, der har den sydkinesiske specialitet dim sum på menukortet: Små dejpakker, ruller og boller i mange forskellige former med fyld af skaldyr, kylling, oksekød, gris og grøntsager som bambusskud eller kinesiske svampe, som enten dampes eller friteres.
De stammer oprindeligt fra Guangzhou, eller Canton, men er i dag en spise, man finder over hele verden - også på Royal Garden i Dronningens Tværgade, som ligefrem er berømmet for sit udvalg af dim sum - med rette.
Man skal over en gangbro for at komme ind i Royal Gardens store og venlige lokale, som på ingen måde forsøger at skjule sit kinesiske udgangspunkt, uden at man af den grund skal rage sig frem mellem junker og rispapirlamper. Her er rigelig plads, og vi sad ugenert og behageligt til trods for, at der var pænt fyldt. Til frokost i weekenderne er der ofte stort rykind af kinesiske familier, men også på hverdage er her godt med gæster. Vi havde valgt en hverdagsaften til at prøve både dim sum og menuen.
Som morgenmad
I Kina spiser man de små dejpakker om morgenen eller som en art brunch - oprindeligt var dim sum et mellemmåltid, som trætte rejsende på Silkevejen kunne skylle ned med te i de dertil indrettede tehuse.
Udvalget af de små dejpakker er måske derfor noget mindre om aftenen, men vi havde stadig nok at vælge imellem. Og selv om der naturligvis findes en omfattende etikette, hvad angår rækkefølge og sammensætning, gik vi til udvalget på mere anarkistisk vis og til at begynde med ledsaget af to kinesiske øl af mærket Tsing Tao, lette, friske og med en vis sødme.
Vi bestilte i alt syv forskellige dim sum, og det må siges at være mere end rigeligt, hvis man også spiser hovedret. De kom hurtigt, rygende varme og nytillavede på bordet.
Først tre tallerkener med dampede pakker: En variant over de vietnamesiske forårsruller med svinekød, koriander og chili lukket inde i en tynd hvid rismelsdej, blød, smagfuld og nydampet til 38 kr. Så dampede fun gwor med rejer og svinekød til - halvmåneformede pakker i lidt tykkere rismelsdej til 32 kr. efterfulgt af shiu my, som er dampede boller af svinekød og rejer - en slags åbne pastapakker eller dumplings med lidt grønt og et meget lækkert kødfyld til 31 kr.
Der er tre-fire af hver slags på de små stålbakker, så man på bedste kinesiske vis kan deles om dem. Alle pakkerne blev dyppet hyppigt i den tunge soya og chilisaucen, som begge passer perfekt til de dampede retters tunge blødhed og de friturestegte pakkers knasen.
Dampede tæer
Vi smagte dernæst sukkerrør med rejer, en lidt kvalm rejedej farseret om sukkerrør, der smagte mere som citrongræs - tre stykker til 45 kr.
På dette tidspunkt var alle vore dim sum arriveret i et stille og roligt tempo, og vi fortsatte med en portion friterede puffer med rejer, lækre, sprøde og tynde hvedemelspakker til 35 kr., og en portion brændende varme dybstegte wanton med svinekød til 32 kr. Eneste svipser, som vi nok selv må tage ansvaret for, var de dampede kyllingetæer med sorte bønner og chili til 29 kr. - de smagte, som de lyder, glimrende krydret, men var bruskede, fedtede og knoglede småfødder uden meget kød. Måske en delikatesse i Kina, men ikke hos os.
Der var plads til lidt mere, men på ingen måde hovedretter i de størrelser, som Royal Garden gør sig i. Jeg havde bestilt and stegt på cantonesisk vis til 148 kr., og min gæst valgte rejer i karry til 138 kr. Og vi blev begge begavet med et fad med mad. Anden, som typisk marineres i soya, risvin, sukker, ingefær og stjerneanis, var mør, men ikke synderlig smagfuld, lidt for tør, og virkede meget rutinepræget, mens rejerne havde svært ved at komme til deres ret i den, som lovet, stærke karrysovs. Tilbehøret var ris, og vi drak en flaske husets rødvin dertil - en uskadelig chilener til 158 kr. Der er ganske vist en håndfuld andre bud på vinkortet, men det er ikke derfor, man skal besøge Royal Garden.
Dim sum betyder frit oversat "hvad hjertet begærer", og det er en meget præcis beskrivelse af en madkultur, som er uhøjtidelig, varieret og fuld af overraskelser. Mennesker, for hvem nysgerrigheden er en kulinarisk ledetråd, går ikke galt i Royal Gardens dim sum-kort, for her er mange fine og lækre aha-oplevelser. Og prisen - vi måtte af med 750 kr. - er absolut mere end rimelig. For 300-400 kr. kan man med øl eller vand spise sig igennem et overdådigt udvalg af dim sum, og to retter med vin kan man let klare for 500-600 kr., hvilket placerer Royal Garden i bunden af det københavnske prisniveau. Da maden samtidig er en oplevelse værd, er der tre store stjerner.