Fakta: De danske michelinstjerner har skinnet siden 1983
Restauranten Kong Hans Kælder fik en af de første danske michelinstjerner i 1980'erne og har stadig en i dag.
Madanmeldere- og eksperter er mandag aften samlet i Trondheim i Norge for at overvære uddelingen af michelinstjerner til de bedste restauranter i hele Norden.
Danmark, inklusiv Færøerne, har 35 stjerner fordelt på 28 restauranter.
Få her et indblik i, hvordan Danmark klarer sig:
- Den franske spiseguide Michelin har eksisteret siden august 1900.
- I 1920’erne kom michelinstjernerne til, men det første danske bidrag kom først i 1980’erne.
- De første danske michelinstjerner blev i 1983 givet til Kong Hans Kælder og La Cocotte i København. Førstnævnte har også en stjerne i dag.
- Først gik det langsomt. Men i 1990’erne kom der fart på, og Kommandanten blev den første tostjernede restaurant herhjemme.
- Med stigende opmærksomhed på nordisk gastronomi valgte Michelin i 2015 at udgive en særlig udgave af guiden med fokus på nordiske storbyer.
- Her dukkede Aarhus så for første gang op med tre stjernerestauranter.
- Året efter var der endnu flere stjerner ud over landet. Det var til Henne, Præstø og Bornholm. Samtidig blev Geranium i København første trestjernede michelinrestaurant i Danmark.
- I 2019-udgaven fik Danmark, inklusiv Færøerne, 28 stjernerestauranter med 35 stjerner til deling.
Kilder: Michelin, Jyllands-Posten.