Fortsæt til indhold
Livsstil

Anbefaling: Nyd maden og drop mådeholdet

Eksperter mener, at man skal holde sig fra slankekure.

Christina Hasselbalch Langpap
En meget restriktiv kur er oftest ikke vejen frem, hvis man drømmer om at blive nogle kilo lettere. Foto: Colourbox

Selvom de moderne kure rent faktisk virker for nogle, så mener mange eksperter forsat at slankekure er noget, som man skal holde sig fra.

»De fleste mennesker taber sig, uanset hvilken kur, som de går på. Men det er ikke kurens skyld, det er fordi de laver om på deres vaner og spiser mindre,« konstaterer kandidat i human ernæring på Professionshøjskolen Metropol, Preben Vestergaard Hansen.

Ernæringsekspert Preben Vestergaard Hansen. Foto: PR

Den restriktive tilgang til mad og den radikale ændring af hverdagens vaner, som en kur ofte er anledning til, er ikke en særlig holdbar løsning, hvis drømmen er at blive nogle kilo lettere.

»Jeg vil ikke anbefale, at man følger en kur. Den sunde og rigtige vej er helt klart en livsstilsændring, for man bliver ikke overvægtig, hvis man har en sund livsstil,« mener han.

Første skridt på vejen er ifølge Preben Vestergaard Hansen, at danskerne skal lære at nyde maden og selve måltidet.

Læs også

»Når vi taler om mad i dag, er det ernæringen og det, som maden indeholder, som vi fokuserer allermest på. Det betyder, at selve nydelsen af maden, er glemt. Den skal vi finde frem igen. Maden skal i centrum i hverdagen, i stedet for at den bliver noget, som skal klares hurtigt, fordi vi har travlt. Det gælder både hjemme og på arbejdspladsen. Man skal ikke spise for at overleve, men man skal spise og nyde maden,« siger han og giver sine fire bud på, hvordan du kan gribe en livsstilsændring an, i stedet for at gå på kur.

De officielle kostråd

Kostrådene er Fødevarestyrelsens anbefalinger til, hvordan danskerne bør skrue den daglige kost sammen, så kroppen får de vitaminer og mineraler, den har brug for.

Siden 1985 har DTU Fødevareinstituttet overvåget og analyseret danskernes kostvaner på baggrund af data fra over 7.000 deltagere i alderen 4 til 75 år. Konklusionerne bruger Fødevareministeriet til at rådgive og vejlede danskerne i, hvordan de spiser bedst muligt.

I dag er der 10 officielle kostråd, som Fødevareministeriet råder danskerne til at følge. De blev lanceret i 2013. Indtil da havde danskerne siden 2005 fulgt otte råd.

Ud over DTU Fødevareinstituttet har Fødevareministeriet samarbejdet med komiteen for Sundhedsoplysning, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Diabetesforeningen om de 10 kostråd.

1. Spis dig mæt i sunde måltider. Spis forskellige grøntsager, frugt og fuldkornsprodukter hver dag. Varier mellem forskellige typer fisk, magre mejeriprodukter og magert kød hen over ugen. Kartofler hører med i en varieret kost. Hold igen med mad og drikke, der indeholder meget fedt og meget sukker, som f.eks. fastfood, snacks, sodavand og slik. Hav en god balance mellem, hvor meget energi du får igennem mad og drikke, og hvor meget du forbruger igennem fysisk aktivitet. Ifølge sundhedsstyrelsens anbefalinger, skal du være fysisk aktiv mindst 30 minutter om dagen. Gå generelt efter produkter, der er mærket med Nøglehulsmærket og Fuldkornsmærket, når du køber ind.

2. Spis, hvad der svarer til ca. 600 g grøntsager og frugt. Mindst halvdelen skal være grøntsager. Spis grøntsager til alle dine hovedmåltider, og spis frugt og grøntsager som mellemmåltider. Så når du nemmest op på 600 g om dagen.

3. Spis fisk mindst to gange om ugen som hovedret og flere gange om ugen som pålæg. I alt skal du gerne have 350 g fisk om ugen. Heraf ca. 200 g fed fisk som f.eks. laks, ørred, makrel og sild. Alle former for fisk tæller med, også fiskefrikadeller, frossen fisk, fisk på dåse som torskerogn, tun og makrel samt skaldyr som rejer og muslinger.

4. Spis mindst 75 g fuldkorn om dagen. Fuldkorn finder du i mad, der er lavet af kornprodukter, hvor hele kornet er taget med.

5. Vælg kød og kødprodukter med maks. 10 pct. fedt. Spis højst 500 g tilberedt kød om ugen fra okse, kalv, lam eller svin. Det svarer til to til tre middage om ugen og lidt kødpålæg. Vælg fjerkræ, fisk, æg, grøntsager eller bælgfrugter de øvrige dage og som pålæg.

6. Vælg skummet-, mini- eller kærnemælk. Vælg surmælksprodukter, f.eks. yoghurt, med maks. 0,7 pct. fedt og oste med maks. 17 pct. fedt. Hold igen med at bruge mejeriprodukter med højt fedtindhold. 1/4 til 1/2 liter mælkeprodukt dagligt er passende i forhold til danske madvaner.

7. Skær ned på dit forbrug af mættet fedt. Vælg planteolier, f.eks. rapsolie og olivenolie, flydende margarine og blød margarine i stedet for smør, smørblandinger og hård margarine. Steg kød og grøntsager i olie frem for smør, og smid stegefedtet væk.

8. Køb madvarer med mindre salt. Skær ned på brugen af salt i din madlavning og på din mad.

9. Skær ned på de søde sager og drikke både i hverdagen og på fridage. Spiser du slik og kage, så spis mindre portioner.

10. Drik vand i stedet for sodavand, alkohol, juice og saftevand til maden, når du er tørstig mellem måltiderne, og når du dyrker motion. Kilde: altomkost.dk

4 råd til livsstilsændringer

1. Sæt dig ned og find ud af, hvorfor du mener, at du har behov for en kur. Det er vigtigt at danne dig et overblik over den måde, som du lever på, for at finde ud af, hvor du skal sætte ind og ændre dine spisevaner. Sammenlign med Fødevarestyrelsens 10 kostråd.

2. Overvejer du en kur, fordi du lider af allergi eller har ondt i maven? En kur mod noget, som du tror, du ikke kan tåle, kan gøre symptomerne værre. Det er vigtigt at konsultere din læge først og få en vurdering af, hvad der kan være årsagen, før du begiver dig ud i alternative behandlinger og forbud mod at spise særlige fødevarer.

3. Lyt til, hvad myndighederne råder dig til i forhold til din kost. Selv om vi ofte får modstridende oplysninger i pressen om, hvad der er sundt, mener jeg generelt, at vi skal tro på de officielle kostråd. Rådene er udarbejdet af eksperter inden for området, som baserer deres rådgivning på et stort forskningsarbejde.

4. Lad maden være centrum i hverdagen. Du skal ikke spise for at overleve, men du skal spise og nyde maden. Det kan du bl.a. gøre ved at gøre noget ud af måltidet, så det bliver hyggeligt og en oplevelse at spise.