*

Livsstil

Peter Lundin er blevet skilt igen, men hvorfor forelsker kvinder sig i mænd som ham?

»Lad være. Det ødelægger hele dit liv,« advarer Peter Lundins ekskone.

I 2001 blev Peter Lundin idømt livsvarigt fængsel for drabene på kæresten og hendes to sønner. Arkivfoto: Claus Lunde/Polfoto

I 2011 fortalte den dengang 26-årige Betinna Brøns om sin svære kærlighed til ugebladet Ude & Hjemme.

Kort forinden var hun blevet gift med den firedobbelte morder Peter Lundin, og hendes far og bror ønskede ikke at have noget med hende at gøre. Men selv om det smertede hende, holdt hun fast i sit valg.

»Hvis jeg skal finde ud af, at noget er forkert, så skal jeg selv finde ud af det. Det skal min far ikke diktere. Jeg ved godt, det er lidt noget andet, når det er lige netop Peter, men alligevel, jeg skal jo heller ikke bestemme, hvilken kvinde min far vælger at dele sit liv med,« sagde hun til bladet.

»Hvis man forelsker sig i en psykopat, vil man ofte være forelsket i sit eget spejlbillede«

Seks år senere har hun nået den erkendelse, som hendes familie håbede på. Den 3. oktober blev hun ifølge Se & Hør således skilt fra Peter Lundin, som hun nåede at få en søn med. Betinna Brøns fortryder inderligt, at det kom så vidt, og advarer nu andre.

»Folk skal ikke have ondt af mig. Jeg ved desværre bare, at jeg hverken er den første og heller ikke bliver den sidste, der kommer til at være sammen med ham. Og puha stakkel. Det er slet, slet ikke det værd. Hvis der bare er nogen, der tænker på at gøre noget lignende det, jeg gjorde. Lad være. Det ødelægger hele dit liv. Jeg er gået glip af så meget,« siger hun til Ekstra Bladet.

Det er anden gang, at Peter Lundin er blevet skilt, efter at han i 2001 blev idømt en livstidsstraf for drabene på kæresten Marianne Pedersen og hendes to sønner.

På trods af det og selv om han også er blevet dømt for mordet på sin egen mor, kontakter kvinder ham i fængslet. Det var netop, hvad Betinna Brøns gjorde, efter at hun havde skrevet en psykologiopgave om Lundin. Det blev til et venskab, som hurtigt udviklede sig til kærlighed.

Men hvad er det, der får kvinder til at falde for psykopater?

Marianne Pedersen og hendes to sønner er blevet myrdet i hendes hus i Rødovre, men ligene er aldrig fundet. Arkivfoto: Gert Jensen

Ifølge Berith Siegumfeldt, sygeplejerske og psykologisk rådgiver, som hjælper mennesker, der har været eller er i forhold med narcissister eller psykopater, taler en mand som Peter Lundin til mange kvinders omsorgsgen.

Føler du, at du forelsker dig i de forkerte? Det gør du ikke, siger psykolog

»De tænker, at han har haft en forfærdelig barndom, at det sikkert ikke er hans egen skyld, det han har gjort, og at han er ensom. Derfor skriver de til ham. Psykopater er eksperter i at spotte, hvem de kan bruge som det perfekte offer. For dem handler det kun om én ting, nemlig at få behovet for opmærksomhed og respekt stillet. Derfor er det ofte følsomme, empatiske, givende mennesker, som er nemme at indfange. De er villige til at gå langt for at give psykopaten, hvad han vil have,« siger hun.

Lars Bjerggaard, som er psykolog ved Retspsykiatrisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital Risskov, forklarer, at vi tit søger noget, som giver os tryghed, når vi leder efter en partner.

»Derfor ser vi, at kvinder, der f.eks. er børn af voldelige alkoholikere, ofte finder voldelige mænd som partnere i voksenlivet. Man kan kalde det en art gentagelsestvang, når vi som mennesker søger tryghed i det velkendte, også selv om det velkendte er meget ubehageligt.«

Skal forbrydere fravælges som fostre?

Berith Siegumfeldt er enig.

»Ofte er de "primet", det vil sige, at de selv er vokset op med en narcissistisk eller psykopatisk mor eller far og har haft et mønster, hvor de er blevet afvist og måske kun har fået drypvis kærlighed, som de er villige til at gå langt for at få. Men de har aldrig fået det, som de virkelig ville have, og det uforløste mønster prøver man at få løst ved at finde en partner, som ligner ens mor eller far.«

»Hvis man forelsker sig i en psykopat, vil man ofte være forelsket i sit eget spejlbillede«

Et andet element kan være trangen til at finde sammen med en såkaldt "bad boy", som giver kvinderne mulighed for at udleve sider af sig selv, som de ikke tør udfolde, gennem den farlige mand.

De 10 feminine faresignaler

»Så de behøver aldrig nogensinde selv at gøre noget ubehageligt eller grænseoverskridende mod andre, men alene det at være sammen med en mand, der har gjort det og har potentialet, kan give dem en opfyldelse af det behov i sig,« siger Lars Bjerggaard.

Både Bjerggaard og Siegumfeldt peger på, at mange kvinder overbeviser sig selv om, at netop deres kærlighed vil ændre psykopaten til det bedre, også selv om andre kvinder har fejlet før dem.

»I begyndelsen er psykopaten god til kærlige ord og siger alle de rigtige og forførende ting. Manipulationen går i gang, og kvinden tænker: "Der er ikke andre, som har forstået ham, men jeg forstår ham. Det er min lille hemmelighed, de andre forstår det bare ikke, men jeg kan give ham det, han mangler og få ham på ret køl," og derfor vil der altid være en ny kvinde, som falder for Peter Lundin,« siger Berith Siegumfeldt.

Den psykologiske rådgiver fortæller, at hun ofte holder foredrag om emnet, og selv om deltagerne ser ud som om, de fanger budskabet, siger hun ofte:

»Jeg kan godt se, at I tænker: "Ja, ja, det er fint Berith, men du kender jo ikke min narcissist eller min psykopat".«  

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
Mad & Vin
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her