De nye tendenser fra Baselworld
Ur- og smykkemessen i Basel er overstået, og nu lander alle nyhederne snart i butikkerne. Her kan du se eksempler på den kommende mode til håndleddet.
True Blue kunne man kalde tendensen med de blå urskiver, som var tydelig at se på messen i Basel. Næsten alle producenter havde et eller flere blå ure i kollektionen. De var ofte kombineret med guld og mørkebrunt skind for at understrege vintagelooket – eller kombineret med sort gummi for at få et mere futuristisk look. Generelt for de blå ure var, at alle brands havde deres egen blå farve.
Et af de mere nytænkende eksempler var Omega, der viste en blå, buet emaljeskive. Kombinationen af en buet skive og farvet emalje er ny, da det kræver en vis ekspertise at få emaljen jævn på en buet flade. Dette ur kommer kun til at ligge i Omegas egne flagshipstores og i et begrænset oplag.
Hvor vi længe har set meget rosa guld, ser det nu ud til, at det gule guld er på vej tilbage. Vi har herhjemme tidligere sværget til gult eller hvidt guld, men med det asiatiske markeds store efterspørgsel på rosa guld har det været at finde i en del kollektioner. Herhjemme og i Norden generelt har rosa guld vundet de flestes hjerter, dog kan man spore en tendens til både gult og hvidt guld på de klassiske dress-ure.
Elegant og tyndt
De klassiske dress-ure bliver tyndere. Et dress-ur bærer du til smoking, og når du skal være elegant. Piaget har markeret sig med det tyndeste ur til dato, og det er den vej, de andre brands også går. Det er blevet vigtigt at have et klassisk ur i kollektionen. Når der skal ”dresses up”, skal uret følge med. Kasserne bliver slankere. Fra at herreure typisk var fra 43 mm tykke, kan de nu findes ned til 39 mm.
Samtidig med nyt design er der stor innovation i teknikken – både i materialerne og den måde, de bliver behandlet på. Der bliver arbejdet på at lave urværker med komponenter, der er antimagnetiske, og der bliver arbejdet på brændinger af keramikken, så den bliver så hård, at den har lige så stor styrke som metal. Det er en verden fyldt med nytænkning på de mindste detaljer, så vi næsten ikke ser det. Men de er der.
Colourful Sport er en anden tendens, der lever videre. Mange er begyndt at løbe eller motionere på anden vis – og de fleste vil gerne signalere en sund livsstil. Et ur med sportsreferencer udstråler en vis maskulinitet, og der er noget over et ur, der både kan vise klokken, tage tid, tåle ophold og tryk under vand osv. Til sommer kommer der i denne kategori betydeligt mere knald på farverne.
Her kan du se eksempler på, hvad der venter os denne sommer.