Lad dig ikke lokke af konkurrencer
Forbrugerombudsmanden får dagligt klager fra forbrugere, der føler sig fuppet.
Et stigende antal forbrugere føler sig snydt af erhvervsdrivende, der med konkurrencer lokker forbrugerne til at afgive personlige oplysninger.
Og så er forbrugerne pludselig blevet abonnenter på et eller andet produkt.
Prøvepakker som lokkemad
"Jeg modtager hver dag klager fra forbrugere, der har modtaget regninger eller er blevet trukket på deres bankkonto for aftaler, som de ikke mener, at de har indgået.
Det skyldes, at en række erhvervsdrivende tilbyder deltagelse i konkurrencer, modtagelse af prøvepakker, gavekort eller lignende, uden at det tydeligt fremgår, at forbrugeren ved at tage imod tilbuddet samtidig indgår en aftale om et abonnement," fortæller forbrugerombudsmand Henrik Øe.
"Hvis erhvervsdrivende bruger konkurrencer, prøvepakker og gaver som blikfang i forbindelse med indgåelse af aftaler, skal det tydeligt fremgå, hvis forbrugeren samtidig indgår en aftale. Gør det ikke det, kan der være tale om en overtrædelse af markedsføringsloven," tilføjer han. Læs mere hos Forbrugerombudsmanden.
Bøde på 60.000 kr.
Senest har Serviceklub.dk modtaget en bøde på 60.000 kr. for en vildledende konkurrence på nettet.
"Vind en badeferie for hele familien – samlet værdi af hele 5.000 kr."
Sådan stod der på Serviceklub.dk i en konkurrence på nettet. Det blev dog ikke tydeligt oplyst, at deltagelse i konkurrencen samtidig betød, at man indgik en aftale om løbende medlemskab af Serviceklub.dk.
Forbruger klagede
Det fik en forbruger til at klage. Forbrugeren blev nemlig stærkt overrasket over, at hun pludselig af sin opkrævning fra betalingsservice kunne se, at Serviceklub.dk ville trække 267 kr. på hendes konto.
Ved deltagelse i konkurrencen var hun blevet bedt om kontooplysninger - angiveligt for at Serviceklub skulle kunne indsætte en mulig præmie på hendes konto. Først nederst på konkurrencens tredje side under overskriften "14 dages gratis medlemskab på Serviceklub.dk”"fremgik det, at deltagelsen medførte medlemskab af Serviceklub.dk, som efter 14 dages prøveperiode ville koste 7,90 kr. om dagen
Sagen er nu afgjort med, at Serviceklub.dk har accepteret bøden på 60.000 kr.
Et stort problem
"Men det drejer sig ikke kun om Serviceklub.dk. Det er et meget stort problem, og det har nu stået på i cirka halvandet år," fortæller Tina Morell Nielsen, der er chefkonsulent hos Forbrugerombudsmanden.
"Det er et koncept, der florerer, fordi der tilsyneladende kan tjenes nogle hurtige penge. Der er ofte tale om rigtig gode tilbud fra kendte kæder, gavekort eller telefoner til 1 kr. Men det er som regel rigtig godt skjult, at folk samtidig tegner abonnement ved at tage imod tilbuddet. Hvis forbrugerne så afviser at betale, bliver de ofte truet med inkasso. I andre tilfælde ser vi, at der pludselig trækkes penge fra forbrugernes konti," forklarer Tina Morell Nielsen. Se flere eksempler hos Forbrugerombudsmanden.