Fortsæt til indhold
Livsstil

Vi er bange for at holde tale

Frygten for at dumme sig holder mange danskere fra at slå på glasset ved familiefesten.

Kilde: 24timer

En ny undersøgelse, som analyseinstituttet YouGov har foretaget for 24timer, viser, at 45 procent af danskerne er nervøse for at tale i store forsamlinger. 28 procent svarer, at angsten for at dumme sig foran flere mennesker afholder dem fra at tale i forsamlinger.

Følelsen af at blive eksamineret af en stor gruppe mennesker fremprovokerer nervøsiteten, forklarer retoriker Signe Hegelund:

»Når du skal holde en tale, så er du meget udsat, fordi du er i fokus. Alt bliver eksamineret: din krop, din stemme, din tænkning og din artikulation. Mange oplever en angst for enten at gå i stå eller at blive afsløret i at være lidt dum at høre på,« siger Signe Hegelund, der er privat underviser og rådgiver i retorik og tale.

Nervøsitet er naturligt

En smule nervøsitet er naturligt, men hvis det udvikler sig til en decideret angst, der forhindrer folk i at ytre sig, er det et alvorligt problem, mener hun.

»Problemet er, hvis det går hen og bliver lammende. Jeg har klienter, som er direktører, der fagligt set er godt klædt på. Men de får kold-sved flere dage før, de skal holde et oplæg på bare fem minutter foran medarbejderne,« fortæller Signe Hegelund til 24timer.

Det er hendes erfaring fra klienterne, at årsagerne til decideret taleskræk ofte findes helt tilbage i barndommen.

»Mange af dem har tidligt i deres liv haft en kultur omkring middagsbordet, hvor man skulle passe på ikke at kvaje sig. Og så er der nogen, der har haft ting i familien, som skulle skjules,« forklarer retorikeren.

Familie mere skræmmende

Undersøgelsen viser desuden, at familie og venner er et mere skræmmende publikum end kollegerne. 31 procent er nervøse for at tale foran familie og venner ved store begivenheder, mens 20 procent er nervøse for at tale foran en gruppe kolleger.

»Når vi holder taler i familieregi, er det tit i forbindelse med store begivenheder som bryllupper eller konfirmationer, hvor der er meget på spil. Det er vigtigt, at det går godt, og så bliver man også lettere nervøs,« forklarer Jette Barnholdt Hansen, der er lektor i mundtlig retorik på Københavns Universitet.

Taleskræk rammer bredt

Og taleskrækken kan ramme hvem som helst, forklarer hun.

»Den rammer bredt, og det sjove er, at der ikke er nogen sammenhæng mellem højt uddannelsesniveau og evnen til at holde tale. Men det spiller ind, om man er vokset op i en familie eller et miljø, hvor der er blevet talt meget, lyttet til hinanden eller læst op,« siger Jette Barnholdt Hansen til 24timer.

Hun mener, det er et problem, at retorik og tale-træning ikke fylder mere i folkeskolen, fordi det går ud over samfundsdebatten.

»I USA har børnene tidligt i skolealderen et fag, der hedder ‘show and tell’, hvor de trænes i at stå over for deres kammerater. Hvis vi havde noget lignende i folkeskolen, ville flere turde tage aktivt del i samfundsdebatten ved ikke kun at skrive et læserbrev, men også at turde slå på glasset billedligt talt. Samtidig er det en stor personlig vinding at kunne holde en tale, og det spiller også ind på jobmulighederne,« siger Jette Barnholdt Hansen.