Årets bil 1998: Biljournalisterne lod hjertet bestemme og valgte italiensk skønhed

Tidligere var det nærmest en refleks at hilse på hinanden, hvis man sad bag rattet af en af de ædle italienske Alfa Romeoer, for salget var begrænset.

Men det ændrede sig, da Alfa 156 kørte hjem med sejren og blev Årets Bil i Danmark 1998.

Juryen af motorjournalister blev draget af et inciterende design og ikke mindst nogle køreegenskaber, der var forførende som en italiensk donna. På de sekundære placeringer kom Citroën Berlingo/Peugeot Partner, Citroën Xsara, Mercedes A-Klasse og Mazda 626.

Bilen var i høj grad med til at gøre Alfa Romeo større end nogensinde, og model 156 blev hurtigt en almindelig bil på de danske veje.

De elegante linjer, der selv i dag 20 år efter er spændstige som spaghetti al dente, var kreeret af Walter De Silva, der senere blev headhuntet til Seat, derefter Audi, hvorefter han endte som øverste chef for bildesign i VW-koncernen.

En af designerens fikse idéer var de skjulte greb til bagdørene fra Alfa 156, en anden var dørhåndtaget på fordøren, der trådte frem som et smykke i poleret aluminium, men glem ej den dominerende Alfa-trekant af en kølergrill, der henviste den nødvendige nummerplade til en plads på venstre side af den lakerede kofanger. Intet skulle forstyrre de rene former.

Det visuelle udtryk var så stærkt, at danske bilkøbere stormede ned til Alfa-forhandleren for at skrive under på en slutseddel – uden at have kørt bilen.

Det hjalp nok også lidt på købelysten, at priserne var ganske rimelige: Basismodellen med 1,6 liters motor og 120 hk kostede 223.000 kr., 1,8 liters udgaven med 144 hk 243.000 kr., mens 2,0 liters udgaven med 155 hk landede på 263.000 kr. Det var alle modeller med firecylindret motor, to tændrør og fire ventiler pr. cylinder. Topmodellen, der havde en V6-motor på 190 hk kostede 353.000 kr.

Alfaen havde på flere måder det hele, men først og fremmest kørte den fremragende: sportsligt, komfortabelt og direkte, selv om der stadigvæk var forhjulstræk som på forgængeren, 155. Ja, selv pladsen i kabinen var nogenlunde.

»Måske er den dette årtis mest velkørende bil,« skrev Jyllands-Posten søndag d. 13. oktober 1997.

Alfisterne kunne også nyde det indvendige med kig gennem rategerne til omdrejningstæller og speedometer – en sjov detalje var, at ved de maksimale 7.000 o/min. stod nålen på omdrejningstælleren lodret som på en racerbil. Der var også lidt til dem, som gerne ville følge ekstra med under kørslen, så midterkonsollen havde tre instrumenter øverst til overvågning af olietryk, olietemperatur og kølevandstemperatur, vendt imod førerens ansigt. Gearstangen var kort og stod med en læderpose omkring sig.

En af årsagerne til de delikate køreegenskaber var undervognen, med forhjulene ophængt med dobbelte triangler og baghjulene i en multiledaksel. Styretøjet var direkte, og man skulle ikke dreje meget, før vognen strøg rundt om hjørnerne.
Og selv om de færreste nok forbinder Alfa Romeo med dieselmotorer, så var det faktisk i pressematerialet til den dengang nye 156, at ordet ”common rail” optrådte for første gang. Teknikken med indsprøjtning af diesel under ekstremt højt tryk gav både kraftige, lydsvage og økonomiske dieselmotorer og bruges den dag i dag.

Salget af italieneren gik i flere år så godt, at den adskillige gange var at finde på top-20-listen over de mest solgte biler.

I maj 2000 kom den lige så smukke stationcar, kaldet Sportwagon. Ulempen her var dog, at bagagerummet stort set ikke var større end i den firedørs.

Højdepunktet var lanceringen af Alfa 156 GTA med 250 hk V6-motor, der muliggjorde en topfart omkring 250 km/t.

I 2005 var det slut, og 156 blev til 159 – en vogn, der aldrig fik samme udbredelse herhjemme, dels fordi den steg markant i pris, dels også fordi afløseren var så tung, at det mest essentielle i en Alfa, nemlig køreegenskaberne, slet ikke var så atletiske længere.