Cocktail-guide: Summertime Madness, Evergreen Sour og Sweet Effort er tre navne, du skal kende i 2018
Shaken, not stirred, sagde James Bond - og nævnte samtidig to af de tre klassiske måder at lave en cocktail på. Her er desuden tre ikke helt så klassiske opskrifter til sommeren.
En cocktail kan laves på mange måder, fortæller bartenderne Jeppe Nothlev og Nicklas Jørgensen her i et uddrag fra deres bog ”Bartenderens cocktails”. Og de giver opskrifterne på tre af deres unikke cocktails – med et moderne dansk twist.
Cocktails kan laves på mange forskellige måder. Hvilken måde vi vælger at lave dem på, afhænger af, hvordan vi ønsker det endelige resultat skal være, og hvordan cocktailen skal fremstå i glasset.
Skal cocktailens smag være kompleks og elegant, skal den serveres med et flot skum, eller skal cocktailen være iskold og knastør? Alt det kan du påvirke med den måde, du vælger at forberede cocktailen på.
Builded (eller bygget): Helt simpelt - og alligevel...
En build – eller bygget, om man vil – cocktail er den simpleste form for cocktail, der findes. Det er sådan man laver en Gin & Tonic, men også en Mojito og en Rusty Nail, så selv om det er den simpleste måde at lave drinks på, kan resultatet altså være vidt forskelligt.
Til de byggede cocktails kombinerer man cocktailens ingredienser direkte i det glas, den serveres i, og med den type is, der er påkrævet, til netop denne type cocktails. Når alt er i glasset, og man har sørget for, der er tilpas med is i, er det vigtigt, at alle ingredienser bliver blandet ligeligt, så man får de samme smagsindtryk fra første til sidste sip.
Så sørg for at få rørt rundt med barskeen i drinken, og sørg for, at farven er ens i hele glasset, medmindre andet er ønsket. På den måde er man sikker på, at de tungeste ingredienser ikke ligger i bunden. De tungeste ingredienser vil oftest være dem med højest massefylde, tit som følge af højt sukkerindhold, hvilket resulterer i, at de første sip af drinken kan virke for sure og de sidste for søde.
Når man taler om byggede cocktails, vil der ofte være tale om enten bygget over knust is, isterninger eller sågar en blok is.
Forskellen på de tre serveringer har vi allerede gennemgået, men det er simpelthen forskellen i det endelige smagsudtryk som rangerende drinken fra læskende på den knuste is til lidt skarpere på isterninger og stærk på en blok is. Byggede cocktails over isterninger bliver desuden ofte refereret til som Highballs – opkaldt efter glasset, de serveres i. Klassiske Highballs tæller bl.a. drinks som Gin & Tonic, Whisky-Soda og Americano.
Shaken: En helt særlig effekt
At shake en cocktail er den metode at servere drinks på, som de fleste forbinder med cocktails. Kunsten at shake en cocktail foregår dog ikke kun for at se godt ud. Den faktiske grund til at shake sine cocktails er for både at blande og afkøle ingredienserne og dilutere (nedvande, red.) cocktailen.
Det, man unikt opnår ved at shake sin cocktail, i forhold til de andre måder at forberede en cocktail på, er integrationen af ilt i drinken. Når man shaker, opnår man en piskeeffekt med isen, når indholdet sættes i bevægelse i den lukkede shaker.
Det er på denne måde, det lækre skum, som man kender fra Whiskey Sour, som er lavet med æggehvide, opstår. Det sker, når cocktailen indeholder ingredienser, ofte med højt proteinindhold, der formår at binde ilt. Her bruges ofte æggehvide, fløde eller visse juicer, der binder ilten særligt godt. I de senere år har sågar brugen af vandet fra kikærter vundet frem – som en vegansk måde at skabe tekstur i cocktails. Væsken fra kikærterne har så højt et proteinindhold, at den, lige som æggehvide, formår at binde ilt.
Når man shaker sine cocktails, kan det foregå i et utal af former for shakere og med et utal af former for strainere. Find den, du foretrækker, og imponer dine gæster med lækre shakede cocktails.
Stirred (eller rørt): Den blideste og ærligste måde
At røre en cocktail er en meget klassisk måde at servere en drink på. Man rører ingredienserne til cocktailen over is, til de er blandet ligeligt, er afkølet og har opnået en tilpas dilutering.
Derefter straines indholdet fra i et afkølet serveringsglas uden is og garneres til sidst – og voilà, sådan laver man f.eks. en Dry Martini eller Manhattan.
Rørte cocktails er tit forbundet med kraftige smagsindtryk af grundspiritussen og vil være den perfekte cocktail, når man sætter pris på en bestemt type spiritus.
At røre en cocktail er den ”blideste” måde at behandle ingredienserne på og lader dem stå meget ærligt frem i smagen. Vi foretrækker punktet, hvor en cocktail er iskold og tilpas diluteret, så man stadig kan fornemme alkoholens ”bid”, men på en behagelig måde.
Dette opnår man bedst ved at røre sin cocktail med rigeligt is i røreglasset og smage til undervejs.
Afhængig af isen kan det tage 5-30 sekunder, men nøglen er at smage. Brug barskeen til tilsmagning ved at dryppe et par dråber på håndryggen, eller hæld en lille smule fra i et smageglas.
Opskrifter på tre unikke cocktails
EVERGREEN SOUR
Sours er en genre af cocktails, hvor den valgte spiritus afbalanceres med citrus, lidt sødme, typisk i form af en sirup, bittere og æggehvide. Mest kendt er Whiskey Sour, men en sour kan i princippet laves på enhver form for spiritus. Her er vores bud på en sour med et dansk tvist med persille.
Udstyr
Shaker
Strainer
Fine-strainer
Lowball-glas
Ingredienser
1 stængel bredbladet persille + 1 pænt blad bredbladet persille til pynt
1,5 cl æggehvide
2 cl sukkersirup
2 cl frisk limejuice
2 cl lillet
4 cl absolut vodka
0,5 cl pernod absinthe
Riv persillestænglen og bladene i grove stykker, og kom dem i shakeren. Tilsæt derefter alle ingredienserne og dry-shake – altså shake uden is, så æggehviden skummer bedre. Kom nu is i shakeren, og shake denne gang hårdt i 8-10 sekunder. Hæld drinken gennem en Fine-strainer for at undgå persillestumper og over i et Lowball-glas med isterninger. Pynt til sidst med persillebladet, og server med det samme.
SWEET EFFORT
Saltet i Sweet Effort giver et fantastisk modspil og balance til den søde, friske drik.
Udstyr
Fizz-glas
Underkop
Boston-shaker
Barske
Ingredienser
lidt rabarbersalt
øko-limebåd
1,5 cl æggehvide
3 cl friskpresset limejuice
3 cl rabarbersirup
1 cl pedro ximenes sherry
5 cl altos plata tequila
3 cl three cents pink grape soda
Afkøl Fizz-glasset. Fordel rababersaltet på underkoppen. Dup kanten af glasset med limebåden og dup derefter glasset i rabarbersalt. Kom alle ingredienser på nær grapefrugtsodaen og rabarbersaltet i shakeren. Shake hårdt i 8 sekunder. Fine-strain shakerens indhold over i Fizz-glasset og top med grapefrugtsoda. Rør forsigtigt og server med det samme.
SUMMERTIME MADNESS
Summertime Madness er en af vores egne cocktails, som vi udviklede i forbindelse med deltagelsen i cocktail-konkurrencen ”Absolut Invite 2017”. Cocktailen er inspireret af dansk sommer og lader en af vores smukkeste råvarer herhjemme, nemlig jordbærret, tage rampelyset i denne læskende kreation. Vi endte såmænd med at vinde titlen som ”World’s Best Bar Team 2017” med denne cocktail.
Udstyr
Kniv
Skærebræt
Barske
Hvidvinsglas
Ingredienser
1 dansk jordbær
1 cl sukkersirup
2 cl frisk citronjuice
2 cl jordbær lillet
4 cl absolut vodka
3 cl danskvand
Snit jordbærret i tynde skiver. Kom isterninger og det snittede jordbær i hvidvinsglasset. Tilsæt derefter sukkersirup, citronjuice, jordbær lillet og vodka. Rør rundt, til ingredienserne er ligeligt blandet, og jordbærrene er flot fordelt i glasset. Tilsæt til sidst danskvand og rør forsigtigt rundt. Tilføj evt. ekstra isterninger, og nyd så smagen af dansk sommer!