Plej dine venskaber, men ikke for enhver pris
Gode venskaber holder evigt. Det kommer dog ikke af sig selv - der skal lægges masser af tid og pleje i at vedligeholde et godt venskab.
Venskaber skal næres og plejes - ligesom et parforhold. Undlader man at give venskabet næring, risikerer relationen langsomt at visne.
Derfor er det vigtigt at skabe rammer i et venskab, der gør, at man kan opleve nye ting sammen og ikke kun tale om gamle dage, siger Lisbeth Fruensgaard, der er mindfulnesstræner og coach.
- Det er utroligt vigtigt, at man hele tiden holder fokus på, at man får nye oplevelser sammen. Og særligt i gamle venskaber skal man have nye oplevelser at bygge videre på. Det skal holdes ved lige, siger Lisbeth Fruensgaard.
Man skal huske at tage initiativ til nye ting, så begge parter får noget ud af samværet.
Men er man i en svær periode - har meget travlt eller føler sig stresset - og derfor ikke får taget initiativ, så husk at give lyd alligevel, anbefaler psykoterapeut MPF Annette Aggerbeck.
- At pleje et venskab kræver, at man er villig til at gøre en indsats for det. Så hvis man har været lidt fraværende, kan man sende en mail eller sms en gang imellem for lige at sige, at man er der, siger Annette Aggerbeck.
Dog er det vigtigt at understrege, at et venskab ikke skal måles og vejes på en vægt, mener hun.
- Man skal ikke være så nøjeregnende og holde et millimeterdemokrati med, hvem der tager initiativ til samvær, eller hvem man mødes hos. Så længe man har det godt sammen, så er det dét, det handler om, siger Annette Aggerbeck.
For ifølge psykoterapeuten bygger det gode venskab på respekt for den andens værdier og holdninger, samt respekt for hinandens forskelligheder.
Og her kommer et ord som rummelighed ind, mener coach Lisbeth Fruensgaard. For der kan opstå situationer, hvor livet tager en helt ny drejning, som gør, at ens ven udvikler sig i en ny, radikal retning.
Eksempelvis at vedkommende bliver religiøst søgende eller skifter politisk ståsted.
- Det kan godt være, at nogle venner gør noget mod normen eller begynder at leve livet helt anderledes. Og der skal man finde sin rummelighed frem og åbne sit sind og ikke være dømmende. Man skal være åben for, at livet kan leves på mange måder, siger coachen.
Dog skal et venskab ikke passes og plejes uanset hvad. Man kan vokse fra hinanden eller få så modstridende værdier, at man ikke kan forsvare at ses længere. Og her må man tage konsekvensen, anbefaler eksperterne.
- Det handler ikke om at pleje sine venskaber for en hver pris. Derfor kan man godt sætte sig ned en gang imellem og overveje, om ens venskaber er gode for en, siger psykoterapeut Annette Aggerbeck.
Det kan være en ven, som kun har fokus på sig selv og aldrig spørger ind til den anden. Eller en ven som altid kun taler negativt om alt og alle.
- Hvis man havde det meget godt, inden man var sammen med vennen, og man bagefter har det dårligt og føler sig drænet, så skal man overveje, om man overhovedet skal være venner mere, siger Lisbeth Fruensgaard.
Og det er ikke en beslutning, man behøver at frygte, mener Annette Aggerbeck.
- Man skal ikke være så bange for at droppe et venskab. De fleste lader det bare glide ud, men det er vigtigt at få snakket om det og få sagt ordentligt farvel. Simpelthen sætte et punktum, mener psykoterapeuten.
På den måde undgår man at ende i en situation, hvor det brudte venskab fylder negativt, siger Annette Aggerbeck.
/ritzau fokus/