Anne Linnet indspiller egen musikhistorie

Anne Linnet er tilbage. Tilbage i fødebyen Århus og tilbage i den umiddelbare poplyd, der præger nogle af hendes mest succesfulde udgivelser.

Selvom sangerinden har haft postadresse i København siden 1985, udnytter hun enhver chance for at besøge den gamle stamcafé Casablanca i Århus. Både når hun turnerer i Jylland, eller når hun som i dag promoverer det nye album ”Akvarium”, som ligger klar i pladebutikkerne på mandag.

Her sad hun også, da hun i sang i Marquis De Sade og studerede på Det Jyske Musikkonservatorium i begyndelsen af 1980’erne.

Og lytter man til det nye album, synes det ikke at være ret lang tid siden.

»Jo, jeg er nok vendt tilbage til nogle ting,« medgiver Anne Linnet, der har viklet sig ind i et tæppe i efterårssolen foran caféen.

»Jeg fik lyst til at indspille min egen historie på plade. Jeg ville have noget af fortiden med ind i fremtiden, og det ønske har nok præget store dele af produktionen.«

Et hjem med klaver

Anne Linnet er vokset op på Linde Allé i Åbyhøj, hvor huset altid var fyldt med musik. Hendes mor spillede klaver, og der var ofte musik på grammofonen.

»Både min mor og min mormor var forrygende pianister, så jeg vænnede mig hurtigt til at have levende musik omkring mig. Og den første dreng, der kyssede mig, var vild med The Beatles. Så dem var jeg også tvangsindlagt til at lytte til,« fortæller Anne Linnet, der desuden faldt for The Rolling Stones, Cream og Motown-genren.

»Ligegyldigt hvad jeg hørte, så var den gode sang, jeg gik efter. Men med Motown ændrede det sig. Her kunne de stå og synge ”I love you” i 20 år i træk, uden at det blev kedeligt. For det swingede virkelig.«

I lære hos de voksne

Klaverundervisningen faldt fra hinanden, men Anne Linnet lærte sig selv at spille både klaver og guitar, ligesom hun tidligt skrev sine egne sange. Som 17-årig blev hun sangerinde i det århusianske orkester Tears, der blandt andet bestod af den 10 år ældre saxofonist Holger Laumann, som Anne Linnet blev gift med i 1974 og skilt fra i 1985.

»De stod pludselig og manglede en sanger og fandt ud af, at jeg kunne synge. Vi prøvede at optræde sammen, folk var vilde med det, og så fortsatte vi bare. De drenge stod i virkeligheden for min musikalske opdragelse.«

Shit & Shanel

Derfra er Anne Linnets karriere historie. Hun dannede i 1973 pigegruppen Shit & Shanel sammen med Lis Sørensen, Lone Poulsen, Ulla T. Eriksen og Astrid Elbæk, som i dag er studieleder på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus. Bandet nåede at indspille fire album, inden perfumekoncernen Chanel lagde sag an mod de århusianske musikere, da de ikke ønskede deres produkt sat i forbindelse med ordet shit.

Marquis De Sade

Chanel vandt sagen, og bandmedlemmerne gik hver til sit, inden Anne Linnet dannede Anne Linnet Band sammen med Sanne Salomonsen og siden stillede sig i spidsen for den stilskabende popgruppe Marquis De Sade.

»Prøv at gå hjem og lyt til den første Marquis De Sade-plade,« opfordrer Anne Linnet med et drilsk smil.

»Vi rappede faktisk på den plade. Jeg har altid godt kunne lide hip hop, hvis den altså er melodisk og ikke bliver for statisk og monoton. Hvis man lytter godt efter, så vil man kunne drage nogle paralleller til nutidens hip hop.«

Eller til Anne Linnets aktuelle album ”Akvarium”. På nummeret ”OK” vælter sangerindens vokal over i noget, der minder om rap, og den nærmest syntetiske lyd leder tankerne hen på de ottekantede elektriske trommer, som Marquis De Sade introducerede på deres første album fra 1983.

»De trommer må jeg give Marcus æren for,« skynder Anne Linnet sig at sige.

»Jeg ville gerne have noget 80’er-lyd med på pladen, og Marcus mente, at ”OK” var en oplagt sang at lege med. Så han fandt de elektriske trommer, der havde været gemt væk i 20 år, og på den måde genskabte vi den gamle lyd. Måske tager vi dem endda med på turné i november.«

Hyldet af de unge

Det er ikke kun Anne Linnet selv, der drager paralleller mellem bagkataloget og nutidens rapmusik. Det gør de unge kunstnere også. Sangerinden Shirzley stønner sig gennem en coverversion af Marquis De Sades ”Glor på vinduer” og Natasja nåede at indspille sin fortolkning af Shit & Shanels ”Smuk og Dejlig”, inden hun i sommer mistede livet i en bilulykke på Jamaica. Rocksangeren Tue West har givet sig i lag med ”Barndommens gade” og i et nyt interview på jp.dk nævner den unge sangerinde Anna David Anne Linnet som en af sine primære inspirationskilder.

»Det er da dejligt, at musikken lever videre på den måde. Og jeg føler mig på bølgelængde med de unge musikere. Jeg tror, at de kan bruge noget af den fanden-i-voldskhed, der præger de tidlige plader. Der var ret meget oprør i dem,« siger Anne Linnet, der får så mange forespørgsler fra unge musikere, der gerne vil prøve kræfter med hendes gamle sange, at hun ind imellem ser sig nødsaget til at sige nej.

»Shirzleys version af ”Glor på vinduer” er ret kælen, mens originalen er mere vred. Jeg kan godt lide hendes version, men da en anden sangerinde kort efter kontaktede mig for at få tilladelse til at fortolke det samme nummer, måtte jeg sige nej. Så var der ikke så meget idé i det længere.«

Anne Linnet er særlig glad for Natasjas version af Shit & Shanels ”Smuk og dejlig”. Hun er faktisk så begejstret for sangen, at hun leger med tanken om at indspille en duet med Natasja.

»Selvom Natasja er død, kan vi jo godt indspille en duet sammen. Hun havde en personlig stemme fyldt med karakter,« siger Anne Linnet, som samtidig nævner mulige samarbejder med sangerinden Anna David og Saybia-frontmanden Søren Huus.

400.000 eksemplarer

Selvom Anne Linnet lader sig inspirerer af de tidlige 1980’ere på ”Akvarium”, leder flere af de nye sange tankerne hen på den modne del af sangkataloget. Der er flere af hendes ligefremme popsange, og pladen kan med lidt god vilje karakteriseres som en naturlig efterfølger til det kommercielle højdepunkt ”Jeg er jo lige her” (1988), som i dag er solgt i mere end 400.000 eksemplarer.

»Så godt kommer det nok ikke til at gå denne gang. Det er lidt irriterende, men pladebranchen har jo ændret sig meget siden 1980’erne. Man kan ikke længere regne med at sælge så meget, selvom materialet er i orden. Jeg vil ikke påstå, at jeg er blevet ligeglad med pladesalget, for når man har arbejdet på en plade i ni måneder, så vil man også gerne kunne leve af det.«

En milepæl

For Anne Linnet er ”Akvarium” lidt af en milepæl. Ikke mindst på grund af det tætte samarbejde med sønnen Marcus Linnet, som fungerer som producer på pladen.

»Det er lykkes mig at få nogle interessante ting frem på den her plade, og det skyldes i høj grad vores gode samarbejde. Han er ikke valgt, fordi han er min søn, men simpelthen fordi han er dygtig. Men det er da klart, at han kender mig og mit bagkatalog rigtig godt. Han forstår mig og forstår, hvor jeg vil hen med musikken.«

Så privilegeret har Anne Linnet ikke altid været i indspilningsprocessen.

»Jeg har arbejdet med flere udenlandske producere gennem tiden, og der har jeg ofte måtte give afkald på bestemmerkasketten. Man lægger ansvaret over på et andet menneske, og selvom det er dejligt afslappende, har jeg det bedst med de plader, som jeg selv har fulgt til dørs.«

Det gælder den første plade med Marquis De Sade fra 1983, ”Jeg er jo lige her” og til dels den nye.

»Det er opslidende at sidde med musikken så mange timer hver dag, men resultatet er til gengæld helt i min ånd. Når man sidder med en svensk producer er der små nuancer i sproget, som han ikke forstår, og det kan gå ud over det færdige resultat.«

Komponist for livet

Selvom salgstallene er noget lavere end i 1980’erne har den i dag 54-årige Anne Linnet ingen planer om at indstille karrieren.

»Nej, jeg har tænkt mig at udgive plader, indtil jeg stiller træskoene. Jeg er jo komponist, og det holder man ikke op med at være, så længe man trækker vejret,« siger sangerinden, der er lidt mere tilbageholdende, når det gælder de lange opslidende landsturnéer.

»Jeg kan aldrig blive træt af at synge sange som ”1.000 stykker” og ”Smuk og dejlig”, de sange har deres eget liv, og publikum er vilde med dem. Men jeg kan da godt mærke, at jeg er begyndt at trække mig lidt tidligere, når jeg er ude med bandet efter en koncert. Mens de hamrer derudaf hele natten, har jeg pludselig mere lyst til at lægge mig med en god bog på hotellet.«