»Jeg har det svært med folk, som ikke forstår, hvor stort et privilegium det er at leve i et demokrati som vores«
Özlem Cekic ved godt, at hun ikke kan redde hele verden. Men hun vil kæmpe for at redde et stykke af den. I årevis har hun modtaget en strøm af had og trusler for sit arbejde med at skabe dialog mellem mennesker. Men der skal mere til at stoppe den bogaktuelle debattør. Det skyldes ikke mindst én mand.
Min drøm om lykken?
»At gøre en forskel. Jeg voksede op i en lille lejlighed på Vesterbro uden bad og varmt vand. De fleste af mine venners forældre var enten arbejdsløse, førtidspensionister eller kontanthjælpsmodtagere, og som børn vidste vi godt, at sandsynligheden for, at vi engang blev til noget stort, var meget lille. Som teenager drømte jeg om at stå foran en stor lastbil som udsendt nødhjælpsarbejder i en tørkeramt landsby et sted i verden. Iført et par blå cowboybukser, der var hvide af mel fra de sække, jeg kastede ud til folk. Når man er ung, tror man på, at man kan redde verden. Senere opdager man, at det kan man ikke. Men man kan redde et hjørne af den, og det har også stor værdi. Den, der redder ét liv, redder hele verden, som der står i den jødiske Talmud. Det er en smuk tanke, der bærer en eviggyldig sandhed i sig.«