Hun leverer en gribende fortælling om menneskets brutale rovdrift på naturen
I midten af 1700-tallet forsøger Vitus Bering at kortlægge en søvej til Japan. Den danske opdagelsesrejsende dør uden at have fuldført opgaven. I stedet opdager ekspeditionens naturforsker et forunderligt havdyr. Smuk fortælling om menneskets blinde grådighed.
Der var engang en søko.
Ja, i virkeligheden var der et myldrende antal søkøer.
De levede det gode liv ved den yderste spids af øgruppen Aleuterne i det nordlige Stillehav. Her var ingen mennesker, og de syv meter lange dyr kunne spise sig mætte i duvende tangplanter, kun omgivet af livlige oddere og med masser af plads til at bevæge deres gigantiske kroppe…