Man er med i hendes branderter, man kan mærke hendes tømmermænd og fornemme smagen af hendes opkast
Lone Hørslev river hul på et af tidens store tabuer. Kvinder, der drikker. Med sin nye roman skildrer den prisvindende forfatter skarpt og præcist ensomhed og den måde, et alkoholmisbrug sniger sig ind på et menneske på.
Et enkelt glas mere kan jeg vel godt tage.
Og ét til, nu flasken alligevel er åben.
Det bliver man vel ikke alkoholiker af.
Desuden er der jo ingen, der opdager det. Det er en af fordelene ved at sidde alene herhjemme i køkkenet og drikke.
I øvrigt har jeg planer om at stoppe. Bare ikke i dag. Mon ikke det bliver i morgen? Jo, i morgen stopper jeg. Det bliver helt sikkert i morgen.