Fortsæt til indhold
Litteratur

Manden som skurk, stakkel og slubbert

Claire Keegan gennemhuller den mandschauvinistiske kultur og dens konsekvenser for forholdet mellem mand og kvinde. Med tre stærke fortællinger cementerer den irske forfatter sig som en af tidens stærkeste novellister.

De tre fortællinger i Claire Keegans ”I sidste øjeblik” kunne for så vidt være foregået overalt. De udfolder tre variationer over mødet mellem mand og kvinde, som umiddelbart ligner noget, vi kender.

I den lille, kompakte og raffinerede udgivelse optræder således en lykkelig forelskelse, et bittert brud, en fremmed forstyrrelse, en pirrende utroskab og et dødeligt begær.

Den irske forfatter når på 116 sider rundt om det meste af kærlighedslivets hidsige palet, hvilket i sig selv er ret imponerende. Stilen er minimalistisk, og alligevel er teksterne fyldige og detaljerige, fordi de koncentrerer sig om ét aspekt af den komplicerede relation ad gangen.

Og her bliver det tydeligt, at Claire Keegans noveller ikke kunne have fundet sted i en hvilken som helst kultur.

De tre historier har en skarp brod, som er direkte rettet mod det segment af mænd, i særdeleshed de irske, der ser ned på kvinder og behandler dem derefter.

Der går lidt tid, før læseren gennemskuer, hvad det egentlig handler om, men i samme øjeblik det sker, hver gang på grund af en markant sætning, er man ikke i tvivl: Claire Keegan spidder den strukturelle sexisme, som er så dybt indlejret i normer, sprog og opførsel, at det på forhånd gør et ligeværdigt og smukt forhold mellem mand og kvinde umuligt.

Aflyst bryllup

I den forstemmende titelnovelle tegner alt til at begynde lyst og lovende.

Cathal og Sabine møder hinanden på en konference. Han bliver med det samme tiltrukket af hendes skikkelse, hendes duft og hendes mørke øjne, og han inviterer hende til Arcklow, hvor han bor.

Efter kort tid tilbringer hun alle weekender hos ham. De går på torvet om lørdagen og kommer hjem med alverdens lækkerier: surdejsbrød, fisk, muslinger, økologisk frugt og grønt. Hun er gavmild, vanvittig dygtig til at lave mad og bruger timer på at plukke bær og svampe i omegnen.

»Hvorfor gifter vi os ikke,« spørger Cathal hende på et tidspunkt, og brylluppet bliver aftalt. Og aflyst igen.

Cathals tankesæt og sprog er gennemsyret af det diskriminerende kvindesyn, som han har arvet fra sin far, og som den veluddannede Sabine – i modsætning til hans mor – selvfølgelig ikke vil finde sig i.

NOVELLER

I SIDSTE ØJEBLIK

CLAIRE KEEGAN

Oversat af Signe Lyng

116 sider, 149,95 kr.

Gutkind

I den satirisk-underspillede fortælling ”En lang og smertefuld død” er det også kvinden, der vinder spillet om magten. Hun er forfatter og har fået tildelt et skriveophold i Heinrich Bölls hjem på Archill Island.

Udsigten til en uforstyrret arbejdsperiode er berusende, så da en ældre tysk professor dukker op og hånligt beklikker hendes talent og ret til at være der, bliver hun rasende.

Hun får smidt ham ud, men ydmygelsen har sat sig. Heldigvis tænder lysten til hævn op under kreativiteten, og præcis som i den første novelle bliver manden den store taber.

Den underliggende pointe er klar: Mandschauvinisten har ikke en chance over for den selvsikre, moderne kvinde.

Sexistisk kvindesyn ødelægger

Men det har han til gengæld over for en romantisk anlagt kvinde, der ikke kan gennemskue en sexistisk mands intentioner.

Den sidste novelle, ”Antarktis”, er voldsom, en ren thriller. Her er den kvindelige hovedperson lykkeligt gift, som der står, men har lyst til at prøve at have sex med en fremmed.

På en bar møder hun en tilfældig mand, hun går med ham hjem, og det får skæbnesvangre konsekvenser. Han vinder med alle sine beskidte tricks, og hun taber.

Claire Keegan skriver fejende let og forførende, inden hun hugger til og efterlader læseren med en rystende indsigt i, hvordan et sexistisk kvindesyn ødelægger alt, ikke mindst for mændene.

Claire Keegan er en ypperlig novellist. ”I sidste øjeblik” gør hende til en af de bedste.