August og Marie Krogh var fælles om banebrydende forskning – men kun han fik Nobelprisen
"August og Marie" er en fascinerende kombineret videnskabs- og kærlighedshistorie.
Hvis deltagere i populære quizspil får opgaven »Nævn fem danske modtagere af Nobelprisen«, vil første svar med altovervejende sandsynlighed falde hurtigt og lyde »Niels Bohr«. De litterært interesserede kan formentlig supplere med forfatteren Johs. V. Jensen, men derefter skal der graves dybt i deltagernes paratviden for at byde ind med flere navne. Det vil være en sjældenhed, at nogle kan brillere med fysiologen og zoologen August Krogh, der to år før den berømte fysiker Bohr modtog Nobelprisen i medicin i 1920.