Unge stemmer i efterkrigstidens eufori
Anmeldelse: Fra efteråret 1944 til forsommeren 1945 skrev den østrigske forfatter Ingeborg Bachmann dagbog, hvor hun bl.a. fortæller om et afgørende møde med en jødisk mand.
Hvordan bedømmer man nogle dagbogssider skrevet af en 18-årig kvinde i efteråret 1944 og forsommeren 1945, for slet ikke at tale om de 11 korte breve, som en ung forelsket mand sender til hende fra 1946 til 1947?
Det føles ærlig talt på grænsen til det overgrebsagtige at uddele stjerner til en udgivelse, som ikke er gået i trykken pga. sine litterære kvaliteter, men fordi man har ment, at den er et vigtigt, historisk vidnesbyrd.