BBC indrømmer fup i spektakulær vulkan-video
En række fantastiske billeder i en dokumentarserie på BBC viste sig at være lidt for fantastiske.
Seere af en BBC Earth-dokumentarserie om regionen Patagonien i Sydamerika blev i sidste uge tryllebundet af en spektakulær video, som viser et uvejr med masser af lyn danne sig inde i en askesky.
I første afsnit af "Patagonien: Jordens hemmelige paradis" havde BBC filmet naturens rasen ved et udbrud i vulkanen Calbuco. Og videoen var så bemærkelsesværdig, at 37 mio. mennesker indtil nu har set den på BBC Earths Facebook-side, og knap 600.000 mennesker på under en uge har valgt at dele den.
Men billederne viser ikke virkeligheden. Det har vist sig, at BBC har manipuleret billederne for at gøre filmen mere dramatisk end i virkeligheden. Det skriver BBC selv på en blog, der forklarer, hvordan videoen er blevet til.
»Vi tog billeder fra Calbuco-vulkanen, der blev filmet tidligere i år, og føjet dem sammen med udbruddet og askeskyen. Billederne af lynene blev taget for fire år siden af en prisvindende chilenske fotograf og er af en vulkan i nærheden,« skriver BBC på bloggen.
BBC, som landets store public service-udbyder, nævnte i programmet om Patagonien ikke, at der var tale om manipulation. Fuppet har nu sat gang i debatten om, hvorvidt det er i orden at "pynte" på virkeligheden i naturprogrammer.
Ifølge The Telegraph har BBC tidligere været centrum for en lignende sag, da man i 2011 filmede en fødsel af et par isbjørneunger - angiveligt under isen i det fri. Det viste sig dog, at de nyfødte isbjørne blev født i fangeskab - noget BBC i sit program glemte at nævne - og det affødte kritik fra det britiske parlaments udvalg for kultur, medier og sport.
Det viste sig også, at BBC også filmede flere andre klip af bl.a. mus og andre smådyr i kulisser, og ikke i det fri, som programmerne ellers antyder. Afsløringen fik BBC-fotografen Doug Allan til at sige til Daily Mail, at BBC »tydeligt burde fortælle« sine seere, at der var tale om dyr i lukkede omgivelser.
Hvis vi forfalsker én scene, hvem vil så tro på noget andet i programmet?
Også denne gang er der løftede øjenbryn og vrede stemmer som følge af BBC's manipulation. Daily Mail skriver, at ansatte på BBC's naturhistoriske redaktion, der lavede dokumentaren, er blevet rasende over, at man har vist de fabrikerede billeder.
»Hvis vi forfalsker én scene, hvem vil så tro på noget andet i programmet, eller for den sags skyld nogen anden dokumentar, vi producerer?,« siger en ansat.
Nogle af de ansatte har klaget til BBC's ledelse over klippet.
BBC har siden haft travlt med at tilknytte forklaringen på, hvordan videoen er lavet, til alle emnets opslag og artikler, så der nu ikke længere er tvivl om, at det er to forskellige vulkanudbrud, der er sat sammen.
»De to elementer måtte kombineres for at skabe en serie af billeder, der viser både størrelsen og omfanget af et vulkanudbrud i Patagonien, dets askesky, og de gentagne lyn, som kan ses inde i skyen,« står der bl.a. i BBC's forklaring.
BBC kalder det også for en »levende illustration« af begivenheder, som potentielt kunne ses i virkeligheden.
Også uden for programmerne på natur- og dyreområdet har BBC haft sine sager om manipulation. I 2008 blev man idømt en bøde på 3,2 mio. kr. efter at det blev afsløret at det i flere velgørende quiz-programmer var medlemmer af tv-staben, der ringede ind og præsenterede sig som vindere og derfor blev interviewet.
Og i et børneprogram fuskede tilrettelæggerne samme år med en online-afstemning om navngivningen af en kat i programmet. Tilrettelæggerne bad en gæst i studiet om at udgive sig for at være vinderen.