Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Redaktør: Dansk EM-helt krævede sorte penge for interview

John "Faxe" Jensen krævede ifølge filmmagasinet Ekko 10.000 kr. sort, hvis han skulle medvirke i interview om ny fodboldfilm.

Hanne Munk

I juni 1992 ramte fodboldspilleren John ”Faxe” Jensen bolden ”lige i røven”, som han selv udtalte det, da han scorede det ene af to danske mål i EM-finalesejren over Tyskland.

Men at ramme den perfekt har den tidligere landsholdsspillere ikke gjort i denne omgang, hvis man skal tro filmmagasinet Ekko. Faktisk har John ”Faxe” Jensen ramt et godt stykke forbi.

Ekkos chefredaktør Claus Christensen anklager nemlig EM-helten for at have krævet sorte penge for at medvirke i et interview.

Et interview, der skulle omhandle fodboldfilmen ”Sommeren ’92”, der har premiere i august.

Meningen var ifølge Claus Christensen, at John ”Faxe” Jensen skulle mødes med skuespilleren Esben Smed, der i filmen netop spiller John ”Faxe” Jensen, for at se filmen sammen og herefter deltage i et interview.

Det sagde EM-guldvinderen ifølge redaktøren ja til, men der var et krav.

»Han ville have 10.000 kr. sort eller 25.000 kr. med skat,« siger Claus Christensen, der blev noget forbløffet over kravet.

Claus Christensen, chefredaktør hos Ekko

»Jeg ser ligesom mange andre John Jensen som en nationalhelt, der var med til at skabe en vidunderlig succes. Nu kommer der så en god film, der hylder ham og holdet, og på den baggrund er jeg både forundret og overrasket over, at han vil tage ganske mange og oven i købet sorte penge for det,« siger Claus Christensen.

John ”Faxe” Jensen har ikke besvaret Jyllands-Postens henvendelser, men til BT bekræfter han, at der har været en samtale med Ekko om et interview.

»Ja, jeg har været i kontakt med magasinet, men jeg har ikke nogen kommentar ud over det. Jeg bliver først nødt til at se noget konkret, inden jeg kommer med en udmelding. Men det lyder helt vanvittigt,« lyder det fra John ”Faxe” Jensen.

Filmmagasinet Ekko har på sin egen Facebook-side lavet et opslag om situationen, hvilket har skabt en større debat i kommentarfeltet.

En bruger under navnet Thomas Mikkelsen kritiserer i en kommentar filmmagasinet for at dele situationen om John ”Faxe” Jensen, mens andre kalder det »usmageligt« og magasinet for en »joke«.

Thomas Mikkelsen skriver blandt andet, at Ekko tørrer skoene af i John Jensen og blot forsøger at skaffe omtale.

Redaktøren ser dog intet problem i at lave opslaget.

»Vi spørger indimellem vores Facebook-brugere om, hvad de synes om forskellige ting. Vi ville skabe en debat om, hvorvidt det er rigtigt at få betaling for medvirken i interviews,« siger han.

Synes du, at det er moralsk og etisk korrekt af jer at dele jeres situation med John ”Faxe” til hele verden på Facebook?

»Vi synes, det er usædvanligt at kræve betaling, og derfor var det en interessant diskussion at tage. I hvor stort omfang betaler medier for interviews? Havde vi bare betalt eller handlet sort, ville det vel for alvor have været problematisk,« siger Claus Christensen.

Filmen om John ”Faxe” Jensen og de andre EM-helte får premiere 27. august.

Gave fra Premium:
Er du allerede abonnent? Så kan du downloade en gratis e-bog: ”Europamestrene”, skrevet af Flemming Toft.
Er du ikke allerede abonnent, så opret dig som bruger nu, prøv Premium gratis i en måned og få e-bogen - også gratis.