"Badehotellet" trodser anmeldelser
Anmelderne er ikke glade for TV 2-serien, men seerne vælter ind.
Anmelderne er ikke glade for det muntre liv på "Badehotellet", som hver mandag bliver sendt på TV 2.
De mener, karakterne er overspillede og grænser til det karikerede, men det er seerne enten uenige i eller ligeglade med.
For da det andet afsnit i serien om "Badehotellet" blev sendt på TV 2 i går aftes, var der hele 1.614.000 seere, der fulgte med, hvilket er et meget højt seertal for en dramaserie på TV 2.
Samtidig er det næsten 100.000 flere end på premiereaftenen, hvor 1.524.000 seere så "Badehotellet".
Det skriver TV2.dk
Slår "Strisser på Samsø"
Det er det højeste seertal til et afsnit af en TV 2-dramaserie, siden første sæson af "Strisser på Samsø" blev sendt i 1997.
Succesen glæder TV 2's fiktionschef, Katrine Vogelsang, der er mere end tilfreds med seertallene.
""Badehotellet" er et tidsbillede på det danske samfund i 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne – et samfund med store kontraster og en økonomisk krise er på vej. Det er meget glædeligt, at danskerne har så stor interesse for vores nære fortid og ophav, som opbakningen til "Badehotellet" er udtryk for," siger Katrine Vogelsang til TV2.dk.
Ordet er dit
Ser du "Badehotellet"? Og hvad synes du om det?