To kvindeskæbner flettes uløseligt sammen i Pedro Almodóvars drama om fødsel og død og forviklingerne midt imellem
Fortiden ligger lige under overfladen i Pedro Almodóvars personlige og uvant afdæmpede drama ”Parallelle mødre”.
Den 40-årige fotograf Janis (Penélope Cruz) havde næsten forliget sig med tanken om aldrig at skulle blive mor, men da hun efter en affære med den gifte retsantropolog Arturo (Israel Elejalde) bliver gravid, er hun ikke i tvivl om, at hun vil have barnet og opfostre sin kommende datter alene, ligesom hendes egen mor og bedstemor gjorde det før hende.