Sidste sæson af Spaceys populære tv-serie bliver optaget - uden Spacey
Den sidste sæson af "House of Cards" vil tælle otte afsnit.
Skuespilleren Kevin Spaceys personlige #metoo-skandale har forårsaget forvirring om, hvad der skulle ske med tv-serien ”House of Cards”, hvor Spacey selv har været hovedrolle og trækplaster i fem sæsoner.
Mandag aften har Netflix Inc., der står bag den populære serie, meddelt, at man genoptager produktionen af den sidste sæson i 2018, og at Kevin Spacey ikke kommer til at medvirke.
Den sidste sæson kommer til at have otte afsnit, har Netflix offentliggjort på en konference, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Netflix har før understreget, at den sjette sæson bliver seriens sidste, men produktionen har været sat på pause på ubestemt tid, mens undersøgelserne af anklagerne mod hovedrolleindehaveren pågik.
Samtidig meldte streamingtjenesten ifølge The Wall Street Journal allerede den 4. november ud, at man ikke ønskede at være involveret i yderligere produktion af ”House of Cards”, der inkluderede Kevin Spacey.
Sagen startede, da skuespilleren Anthony Rapp i efteråret beskyldte Kevin Spacey for at have gjort seksuelle tilnærmelser mod ham til en privat fest i 1986, da Rapp blot var 14 år. Det skete i et interview med internetmediet Buzzfeed News.
Han var blevet inspireret af den omfattende bevægelse, der udfolder sig under hashtagget metoo, hvor mænd og kvinder deler deres personlige historier om alt for upassende opførsel til chikane og overgreb på sociale medier såvel som i etablerede medier.
58-årige Kevin Spacey har selv forklaret, at han ikke husker den episode, der angiveligt skal have udspillet sig i 1986. Han valgte dog hurtigt at gå ud med en undskyldning.
»Hvis jeg optrådte, som han siger, så skylder jeg ham en stor undskyldning for at have udvist, hvad der måtte have været en stærkt upassende, beruset opførsel, skrev han i en erklæring.
Spacey fik stor kritik for i samme erklæring at springe ud som homoseksuel, idet han blev beskyldt for at forsøge at dreje fokus over på noget andet end den påståede episode.
Siden er der kommet flere anklager frem mod skuespilleren. Det berømte Old Vic, hvor Spacey var kunstnerisk direktør mellem 2004 og 2015, har registreret 20 personlige vidnesbyrd om påstået upassende opførsel fra ”House of Cards”-skuespilleren, skrev teatret i november i en pressemeddelelse, hvor man dog ikke uddybede de enkelte forklaringer.