Spaceys populære tv-serie forlænger pause
Sjette sæson af "House of Cards" udsat igen
Kevin Spaceys gramsen på sine kolleger har sendt den populære Netflix-serie ”House of Cards” i vanskeligheder, og nu er der dårligt nyt til folk, der venter på sjette sæson.
Netflix har allerede oplyst, at sjette sæson bliver hit-seriens sidste, men nu er produktionen blevet udsat yderligere to uger, mens undersøgelser af hovedrolleskuespillerens adfærd på filmsettet pågår.
Det ventes, ifølge The Hollywood Reporter, at Kevin Spaceys figur Francis Underwood bliver skrevet helt ud af serien. I hvert fald er seriens forfattere netop nu på arbejde, mens det øvrige hold holder fri med løn.
Seriens producent skriver i et brev til produktionsholdet, at Spacey-affæren har klartlagt, at ”House of Cards” handler om meget mere end én person.
»Vi er stolte af at være forbundet med et så loyalt og dygtigt produktionshold,« hedder det i et brev til medarbejderne.