Fortsæt til indhold
Kultur

Kulturministerens idé: Koncerthus, orkestre og kor skal fjernes fra DR

Mette Bock ser fordele ved, at DR fokuserer på medieindhold. Det Kgl. Teater kunne overtage DR’s kor og orkestre.

DR skal være en rendyrket medievirksomhed, mens den licensfinansierede mediekoncerns store koncerthus i DR Byen i Ørestad på Amager med orkestre og kor enten skal agere i en ny national institution eller som en del af Det Kgl. Teater.

Sådan lyder et tankesæt fra Mette Bock (LA), som tirsdag runder 100 dage som landets kulturminister.

Det vil være et væsentligt tab for DR, hvis Koncerthuset ryger væk, for det er med til at synliggøre DR som en aktiv del af koncertlivet.
Stig Hjarvard, professor på Institut for Medier, Københavns Universitet

Hun lufter de opsigtsvækkende idéer i en kronik i Jyllands-Posten, og hun uddyber tankerne i et interview.

»Hvis min idé – min tanke – blev ført ud i livet, ville DR umiddelbart stå tilbage som en institution, der alene skulle koncentrere sig om at producere medieindhold, mens Det Kgl. Teater med orkestre og kor fra DR til gengæld ville komme til at stå på fire ben og dermed umiddelbart styrket som en national kulturinstitution i verdensklasse. Det kunne blive et smukt syn,« siger Mette Bock.

I regeringspartiet Venstre er der begejstring over tonerne fra kulturministeren.

»Jeg kan sagtens se, at Koncerthuset bliver solgt fra. Så kan andre drive det, og DR kan få nogle penge ind og fremover fokusere på at lave radio, tv, netnyheder og dokumentarer,« siger medieordfører Britt Bager (V).

Et væsentligt tab

Kulturministeren lægger stor vægt på, at kronikken er udtryk for tanker og idéer, ikke konkrete politiske forslag. Men hun melder klart ud, at sigtekornet er indstillet imod DR:

»Det er udelukkende historiske grunde, der gør, at den levende musik fortsat er en del af DR. I flere andre europæiske lande har man udskilt denne del fra public service-institutionerne, da andre er bedre til at drive kunstnerisk virksomhed,« skriver hun i kronikken.

Bliver ministerens idéer til virkelighed, vil det være et markant og synligt tab for DR, vurderer Stig Hjarvard, professor på Institut for Medier, Københavns Universitet.

»Det vil være et væsentligt tab for DR, hvis Koncerthuset ryger væk, for det er med til at synliggøre DR som en aktiv del af koncertlivet,« siger han.

Koncerthuschef i DR, Leif Lønsmann, ønsker ikke at kommentere kulturministerens idéer.

Han henviser til, at der er et armslængdeprincip imellem DR og politikerne på Christiansborg, og »vi skal ikke blande os i den politiske proces. Det er politikerne, der bestemmer, hvordan Danmarks Radio er designet,« siger han.

Dansk Folkeparti ønsker ikke at kommentere indholdet i ministerens udspil. I stedet beskylder kulturordfører Alex Ahrendtsen (DF) ministeren for at have stjålet idéerne fra DF:

»Jeg troede, at jeg havde et tillidsfuldt og respektfuldt samarbejde med ministeren, men det har jeg så åbenbart ikke. Det tager jeg til efterretning, og jeg vil nu vende det med min ledelse, og så må vi se, om det skal have nogle konsekvenser,« siger han.

»Vores tillid til regeringen bliver bare mindre,« lyder det fra Alex Ahrendtsen.