Lars H.U.G. nomineret til fire priser ved Danish Music Awards
Den 62-årige sangskriver skiller sig ud blandt de mange nominerede til pladebranchens prisfest.
Den 62-årige Lars H.U.G. kan løbe med fire priser, når der holdes Danish Music Awards.
Han udgav i 2014 sit første dansksprogede album siden 1992, "10 Sekunders Stilhed", som opnåede en førsteplads på hitlisten. Siden har han været på turné med koncerter på bl.a. Roskilde Festival og Smukfest i Skanderborg. Forude venter flere koncerter.
Lars H.U.G. er nomineret til priserne årets danske udgivelse, årets danske solist, årets danske sangskriver og årets danske livenavn.
Når man ser rundt blandt de nominerede, skiller Lars H.U.G. sig ud som den ældste og mest erfarne kunstner.
Blandt de øvrige nominerede til årets sangskriver er langt yngre musikere som Lukas Graham og Marie Key.
De andre nominerede til årets danske udgivelse er Lukas Graham for "Lukas Graham (Blue Album)", Marie Key for "Tænker Du Vi Danser", Suspekt for "V" og Ulige Numre for "Grand Prix".
Der holdes Danish Music Awards lørdag den 7. november i Forum på Frederiksberg og på TV 2, og det er pladebrancheorganisationen Ifpi, som står i spidsen for prisudddelingen.
Gruppen Suspekt er nomineret i seks kategorier, blandt andet årets gruppe og årets album. Lukas Graham og Marie Key har opnået fem nomineringer, mens Ulige Numre og Cisilia har opnået fire nomineringer.