Så kom der ansigter på skattejægerne
Mod slutningen af Anden Verdenskrig skal et tysk pansret tog lastet med angiveligt 300 tons guld, kunst og våben være blevet skjult nær den polske by Walbrzych.
I mange år har de polske myndigheder og håbefulde skattejægere forsøgt at finde toget uden held. Men for lidt over to uge siden hævdede to anonyme mænd at have fundet toget. Fredag afslørede de to mænd deres identitet, da de stillede op til interview på den polske tv-kanal TVP.INFO.
Andreas Richter fra Tyskland og Piotr Koper fra Polen siger, at de har konkrete beviser på, at toget eksisterer. De to mænd har offentliggjort et radarbillede, som ifølge dem dokumenterer, at toget rent faktisk findes, skriver den engelske avis Dailymail.
”Vi fandt toget gennem vores egen research samt med hjælp fra andre vidner,” sagde Piotr Koper.
Han hævder, at de to mænd har informeret de statslige myndigheder om, hvor toget ligger gemt. I interviewet fortalte han desuden, at de to mænd er klar til at dække omkostningerne i forbindelse med at finde toget, og at de ønsker at lave det til en turistattraktion.
De to mænd er i forvejen medejere af selskabet SC XYZ, som ifølge sin hjemmeside har specialiseret sig i udforskning af tunneller, skriver Dailymail.
Mod slutningen af Anden Verdenskrig skulle Adolf Hitler have skjult værdier i et hemmeligt underjordisk tunnelsystem i området, for at de sovjetiske styrker ikke skulle få fingre i skatten. Man mener, at toget er skjult i en af disse tunneller. Historikere har dog aldrig været i stand til at fastslå, om toget rent faktisk eksisterer.
Siden de mænd for lidt over to uger siden fortalte, at de havde fundet toget, er skattejægere og medier valfartet til den polske by Walbrzych, hvor det eftersigende skulle være skjult. Senest er det polske militær blevet sat ind jagten på toget.
Politiet har af sikkerhedsmæssige årsager derfor afspærret området, hvor toget angiveligt skulle være.